SKYDANCER togt 28.5 2012, Norgeskysten, Svalbard og retur.

Vi drog af gårde fra Horsens Havn den 28.5 ved 12-tiden, medens koner, venner, børn og måger vinkede farvel. Besætningen består af 3 vikinger; Tom, Joakim og Ib. Vi ville gerne været et par stykker mere, men det var der ikke, denne gang. De næste der kommer på skibet, flyver til Bodø  – langt mod Nord . og kommer ombord her, så vi må jo selv sejle derop.

Vinden er, som sædvanlig, far let til 8-10 stk. fra NNV. Vi går for motor og en genoa på 86 m2, så vi når en fart på 8-9 knop.

Vi bliver ringet op af Bjørn, en gammel ven fra vores tid i Caribien, han er på vej til Fåborg ned kaj, til kapsejlads, hvor vi også skulle have været med, dersom vi ikke var på vej nordover! Vi vil mødes i Grenå, da de lover 22-24 m.s. vind, lige ind i sundet.

Vi anløber Grenå kl. 19.30 den første dag og får besøg af vennerne og udveksler skipperhistorier.

 

Grenå 29.5.

Vi havde kraftig vind tidligt om morgenen, så vi måtte op og forstærke trodserne. Senere måtte vi ud på en 7 kilometer lang vandretur, for at få sendt Annes mobiltelefon, som hun havde sendt med skibet, men så fik vi da også fiskefrikadeller på vej hjem.

Vi afsejlede Grenå kl. 13.45, i grov sø udenfor Fornæs. Herefter fint vejr resten af vejen til Skagen. Vi passerede 2 døde marsvin syd for Lesø, hvor mågerne der sad og havde et festmåltid, stirrende ondt på os.

Vi ankom Skagen samme dag kl. 23.30.

 

Skagen 30.5.

Vi ligger i Skagen indtil den 3.6. det er hele tiden stiv kuling ved Lindesnes fra NNV, lige imod vores sejlretning. Vinden skulle normalt være meget mere sydlig på denne årstid, men ”verden er ad lave”. Men dagene var gode, da vi fik lavet en bunke ting, så SkyDancer er blevet rigtig søklar, og Ib harfået set hele Skagen, ved at tumle rundt efter dele til skibet. Samtidig har vi fået 2 nye medlemmer, den ene skulle dog lige sejle Jorden rundt på omkring 10 måneder, så var han klar derefter! Den anden er i gang med Skagen Skipperskole, så vi håber at kunne byde dem velkommen i Foreningen. Anne og skibshunden Balder kom med reservedele m.m.og blev til vi sejlede. Anne er vores livlinie og leverandør af alt muligt. Hun står først på i Tromsø.

 

Skagen 3.6.

de lovede bedre vejr i indre Skagerak, så vi afsejlede 12.15, med vind 6-9 m.s. fra NV. Vi prøvede at holde op mod Lindesnes, men endte ved Merdø. Vi listede ind i skærgården, hvor vi ankrede 01.45 ud for losernes ø, så tæt på at vi kunne få kaffe ud af vuiduerne, helt inde ved land bag en masse sten. På 58 25 63 og 8 48 01. Godnat.

 

 Norges Kyst 4.6.

Vi letter fra Merdø kl. 07.00 og lister ud mellem alle sten og klipper i regnvejr. Vi sætter kursen langs SydNorge for motor og 1 forsejl, men må tage det ned, da vi har vinden lige i mod os. 6 sm fra Lindesnes frisker vinden hårdt op, og de lover stiv kuling, så vi sejler blandt de smukke fjelde og finder en lille, speciel bugt,  med en meget snævr passage. Joakim er meget betænkt om vi kan komme igennem alle klipperne, men det går fint. Vi er omgivet af høje fjelde og en stor fabrik, så Ib og Joakim får døbt bugten Syrebugten, særlig da Ib slet ikke kan fange nogle fisk.

 

5.6.

Ib vandrer rundt på dækket med alt hans fiskergrej, stænger, snøre, og brummer som en gammel bjørn. Vi skal sejle, og der er ingen fisk i bugten. Jeg nævner at det er stiv kuling udenfor Lindesnes. Det tror han ikke på, det er helt stille derinde hvor vi ligger. Vi sejler ud ved 10-tiden på sydsiden af Lindesnes, da vi kommer 15 min. Sejlads ud, er det noget helt andet vejr : det er stiv kuling rundt om hjørnet. Vi sejler helt op til klipperne og fisker videre. Der ligger nogle små både og fanger sild, men vi vil have store fisk, så vi fisker fra 10 – 150 m.,men uden held. Så vi sejler ind og ankrer igen 12.30, klar til næste morgen, hvor de lover bedre vejr.

 

6.6.

Raulandsvangen v. 58 01 90 / 7 06 47.uret ringer kl. 05.00, kaffe, og så hiver Joakim ankret op, og vi afsejler kl. 05.45. vi passerer Lindesnes ½ time senere. Søen og vinden har lagt sig til dønninger, vi går for motor ca. 3 sm. fra kysten, med svag modvind. Vi påregner at sejle mindst 2 døgn i stræk. Jeg overtager vagten efter Joakimkl 22.00. Solen forsvinder i havet, men det er kun tusmørke, hele himmelen er flammende rød, så solen en kun lige under kimningen. Kl. ca. 01.30 hører jeg at udstødningen buldrer og der kommer ingen vand ud. Jeg stopper motoren, ser til vandfilter, Joakim kommer op og hjælper. Vi renser filter, prøver at starte motoren igen, men ingen vand kommer ud. Vi ligger ca. 2,5 sm fra klipperne, men der er meget strøm.

Vi skiller kølevandspumpen til motoren ad, tager impellerne ud; der sidder en halv aksel. Ok. Vi går op på dækket og tænker. Vi ligger på tvers i dønningerne og ruller, kl. 02.00 ud for en klippekyst, syd for Bergen.

Nå ja, det er jo SkyDancer Adventures, vi sejler med, så vi må jo gøre noget. Vi forbinder vores spulepumpe til hovedmotorens kølesystem, starter den lille generator der laver strøm til spulepumpen. Så starter vi hovedmotoren og sejler af sted med godt 5 knob i timen, for at motoren ikke skal blive for varm. Vi har ankret hængende klar til at lade gå, da vi sejler gennem skærgårde. Det er dog et lille men, da dybden mange steder er 500 meter og ankerkæden 100 m!

9 timer senere er vi i Bergen, den 7.7 kl. ca. 10.00

 

Bergen ,den 7.juni 12.

Vi anløber Bryggen i Bergen. Jeg havde kun sovet 2 timer sidste døgn, så Ib prøver at finde et værksted hvor de kan hjælpe os. Jeg går til køjs i 1 ½ time, så kalder Joakim at tolderne vil tale med mig. Jeg kommer op, og de vil vide hvad vi laver her. Vi forklarer dem det hele. Det er nogle unge, flinke nordmænd. De vil vide hvor meget øl og brændevin vi har med os, og vi fortæller om hvad vi har taget med fra Danmark. De synes det er alt for LIDT, til sådan en lang tur!

De vil vide hvad for våben vi har med, og de er helt med på at vores våben er både lovlige og nødvendige på Svalbard for at færdes i naturen. Her SKAL man have våben ( OG vide hvordan de bruges!) Jeg foreslår dem at sejle med, det vil de gerne , men er i tjeneste. Så de hilser pænt farvel og ønsker os god tur.

Ib styrter rundt i hele Bergen og finder et lille værksted, der vil prøve at reparere den ødelagte pumpe, men jeg tror ikke rigtig på det. Så jeg ringer til Havneservice i Horsens og sætter Claus på sagen. Han finder en brugt pumpe på hylderne, og s¨å sætter vi ellers Anne i gang. Vi skal have pumpen til Bergen, med fly koster det rundt 5.000 kr! Hun mener vi skal sende den med Fjordline Cargo, der sejler fra Hirtshals til Bergen. Anne kører til Hirtshals lørdag, og får sendt pumpen, så vi kan hente den mandag morgen her i Bergen. ( hvad skulle vi gøre uden Anne!)

 

Bergen, den 8.-10.juni 12.

Fredag henter Ib pumpen vi havde til reparation. Den er meget dårligt lavet, men jeg samler pumpen og monterer den på motoren, starter den – og vandet fosser ud af pakdåsen!  Vi skydner os at flytte skibet 200 m. , efter havnemesters ønske, da der er en årlig, stor byfest, hvor der kommer alle mulige slags gamle skibe fra alle fjorde og bygder omkring Bergen. De sælger gamle ting, spiller, drikker sig fulde. De er en meget gammel tradition, vældig festligt! Det viser sig at vi er kommet lige op til den årlige ” Festspillene i Bergen”!

Da vi ikke kan sejle videre med denne ”reparerede” pumpe, tager vi i byen for at se på alle de mærkelige mennesker der er strømmet til byen. Joakim og jeg tager op på Fløyen-fjellet med Fløybanen, op til toppen af fjeldet, hvor der er en fantastisk udsigt over byen. ALLE dagene vi lå i Bergen skinnede solen, det er vist meget usædvanligt her. Mens vi gik og ventede på pumpen fra Danmark, tænke jeg selvfølgelig på en nødplan, så da jeg gik i byen om søndagen, fandt jeg en forretning der solgte vandpumper til 230 volt. Vi har en vi bruger til spulepumpe, som vi midlertidig har brugt til nødpumpe, så selvfølgelig arbejder mine tanker med pumper, og det bliver også nødvendigt.

 

Bergen, 11.juni 12.

Ib står ved færgeterminalen kl. 08.00 og efter nogle forviklinger med nogle papirer, som skulle være helt klaret fra Danmark, får han udleveret pumpen, og kommer prustende ombord. Jeg lukker pakken op, og får straks mistanke da jeg ser pumpen. Den passer ikke, men er til beregnet til en mindre motor! Jeg tager en beslutning, og vil købe en el-pumpe mere i den butik jeg fandt. Ib og Joakim vil med. Butikken ligger på den anden side af havnen, men der sejler en færge frem og tilbage. Da jeg vil gå ombord, siger Ib at den sejler til et andet sted. Han er meget påståelig, så jeg spørg damen der sejler. Hun siger jo, hun skal over på den anden side, men Ib lader sig ikke overbevise. Da vi sejler, står han stadig sammen med Joakim og studerer sit bykort. Vi sejler direkte over på den anden side, og jeg går op og henter pumpen. Så ringer Ib og Joakim, der er kommet over, men da er jeg på vej tilbage. Da vi alle er samlet på båden igen, afmonterer vi den midlertidige spulepumpe og monterer den i maskinrummet, og forbinder den direkte til kølevandssystemet, så har vi den nye i reserve.

Vi afsejler Bergen 13.40. Jeg er sur og gal over at vi har spildt så meget tid på at vente på noget der ikke kan bruges, men nu er vi på vej videre – og Festspillene er i Bergen var noget af en oplevelse!

Vi sejlede en 40-50 sm. og ankrede i en lille bugt, Nåra, 61 00 84 / 4 44 46. ankeret havde knapt nået bunden, inden Ib fiskede. Vi var trætte og skuffede, men vi var på vej nordover, endelig!

 

12.juni 12.

Kl. 06.45 letter vi anker og kæmper os nordover med stiv kuling lige i stævnen. Vi sejler til 16. 45, hvor vi ankommer Måløy Verft, der ligger inde i en lagune. Vi lægger til kaj, og spørg om vi må ligge der om natten. Ejeren siger ; bare I har penge, så kan I leje hele værftet! Men det er mest for sjov, det koster ingenting. Han kalder på en dygtig medarbejder, der kommer ombord og ser pumpen. Han går på lagret, men de sidste pumper er solgt, ærgerligt, men han synes nu vi var vældig kreative. På pladsen stor en stor byggekran der kan bruges over hele pladsen. Den er ikke låst, så når det blæser, drejer den rundt som en vejrhane. Lidt efter render Joakim rundt og siger at kranen har fast i vores antenne, så en af folkene strammer wirerne op, så den kan passere. Men det er på lånt tid, for så kommer der en lokal og spørg os om vi har tænkt på højvande. Det er nemlig lavvandet nu. Han siger, med den sindighed der hører til; Ja, i ligger jo godt nu, ved en god kaj, men det var vel også rart at have sin mast når det bliver morgen!

Ja, det kunne man jo tænke over, men vi tænke dog ikke for længe. Vi flyttede udenpå en gammel færge, hvor kranen ikke kunne nå vores master, selv om den prøvede! Ib susede rundt på kajen med sin fiskestang og fangede sin første fisk, med en fiskestang han havde haft i 3 år uden at fangst, så vi tog billeder af en stolt fisker!

 

13.juni 12.

Vi afsejlede Måløy Verft i stiv kuling. Vi sejlede indenskærs, men skulle også udenom skær uden læ. Ud for spidsen var vindstyrken mellem 22 og 25 sm. Men skibet SkyDancer synes det var veldigt sjovt, hun kastede rundt med rumpen som en rigtig dame gør, men vores fart var ikke så voldsom, 3 knob. Så vi brugte 3-4 timer om at komme rundt om et ”lille”fjeld. Der kan være nogle meget kraftige fjordvinde der kommer fra de varme vinder fra havet. Når de rammer fjeldtopperne med is og gletchere, så stiger vindstyrken og giver nedfaldsvinde af kuling styrke. Så selv om man sejler i læ, kaster vinderne sig pludselig over en.

Vi ankommer Ålesund 18.00. det er en stor havn, hvor vi finder en lille, ubrugt fiskerkaj og sover til næste morgen.

 

14.juni 12.

Kl. 07.45 afsejler vi Ålesund. Vejret er fint, næsten ingen vind, men stadig fra NNØ ret mod os. Vi tog sejl op og sejl ned, mange gange, efter som vinden drillet os konstant. Vi sejlede nu udenfor skærgården og holder os 3 -5 sm. ude, væk fra de tusinder af grunde og sten. Vi fortsætter nu natten igennem, Joakim tager vagten fra 24-tiden, det er dejligt at få sovet lidt.

 

15.juni 12.

På eftermiddagen sejler vi ind i skærgården igen for at finde en ankerplads, da de igen lover hård vind om natten. Nætterne her oppe er helt specielle, da solen går ned kl. 24.00 og hele himlen flammer op i alle røde nuancer, og står op igen 1 time senere. Vi passerer Polarcirklen på 66 33 39 kl. 22.00. Vi runder et skær for at komme ind til den bugt vi skal ankre i og passerer igen Polarcirklen, så vi sejler forbi den 3 gange! Kl 23.15 ankrer vi i en dejlig bugt på 17 m. vanddybde. Joakim kører ankret rundt, han kan ikke stoppes. Han elsker at se kæden flyve ud! Vi aftaler 40 meter kæde, det blev til 80 m! og mange sjove undskyldninger , lige fra trolde der rykkede i kæden til at mærkerne på kæden er væk! Men det sker tit, og vi ligger jo godt! Vi skåler i en engelsk gammel marine-rum og går til køjs. Øen vi ligger ved hedder Hestmadø på 66 32 85 / 12 42 43.

 

16.juni 12.

Vi afsejler Hestmandø kl. 09.30. vi sov lidt længere, da vi ikke har mere end 7-8 timers sejlads til Bodø. Da vi er ca. 1 times sejlads fra Bodø, bliver vi mødt af jager – og transportfly der suser om ørene på os og lægger røg ud med en enorm larm! Vi er selvfølgelig meget beæret over at Anne har ringet og fortalt at nu kommer der besøg fra Danmark. Men nej, det var ikke til ære for os, men en kæmpe flyveopvisning der avrede i 2 dage, med gamle og nye fly. Men vi oplevede da at vi kom til havn med anstand!  Vi når lige at fortøje, før Ib render rundt på molerne og kigger ned i vandet efter fisk og prøver at regne ud, hvilken stang han skal bruge!

 

17.juni 12.

Bodø. Det var dejligt at nå det første mål, hvor vi skal samle 2 mand op der kommer med flyver på onsdag. Det kan være lidt hårdt kun at sejle 3 mand, at vågen og se de samme fjæs hver dag, så jeg glæder mig til andet selskab. Kl. 10.00, midt i kaffen, starter luftlarmen igen. Vi ligger ca. 500 m. fra kontroltårnet på flyvepladsen, så vi er i forreste linje. Det fortsætter hele dagen, men det ryster ikke Ib, han vil fange fisk! Han forsvandt med et søkort under armen, og går rundt og spørg : hvor er fiskene?alle folk han mødte, blev interviewet . Joakim og jeg blev enige om at det var bedst at få gjort gummibåden klar og i vandet, så de kunne sejle ud til nogle skær. Jeg havde talt med nogen lokale, der blev noget forundret over at jeg spurgte efter fiskesteder. Det er jo fisk overalt! Men ude ved skærene gik der sikkert torsk, sagde de! Så vi fik gummibåden i vandet, Ib og Joakim blev udstyret med flydedragte, VHF, nødblus  m.m og en masse fiskeudstyr, så sejlede de. 1 ½ time senere kaldte jeg over radioen, og fik Joakim. Ib hæv fisk ind hele tiden, så de var helt høje! Joakim holdt båden tæt på klipperne. Da vi havde renset fiskene, var det ca. 8 kg. fisk, så vi fik fisk til aftenen og et meget stolte fiskere, efter et rigtig godt samarbejde!

 

Bodø 18.og 19. juni 2012

Joakim og Ib sejler på fisketur hver dag. De fisker også i Saltstraumen, men den dagen var der ingen både der  fangede noget fisk, så de sejlede tilbage til deres lille klipperev og hev masser af fisk op.  Jeg kom i snak med de ”indfødte”, da jeg stod ved en automat jeg ikke kunne få gang i, da jeg skulle betale havneleje. Der kom en frisk fyr, Martin, med 4 vilde unger og mens han prøvede at hjælpe mig, fløj ungerne rundt mellem fiskeruser og garn, nogle klatrede op af husvægge, så han opgav. Da vi fik automaten til at virke, sad alle 4 børn på taget af huset. Senere kom hele flokken  på besøg på skibet, sammen med kæresten, som havde 3 børn. Dejlige, såmænd høflige børn, og som at have en sæk lopper løs ombord. Og det var et dejligt friskt pust at få så meget liv ombord, alle ungerne ville gerne sove / flytte ombord, og forlangte at Martin skulle bygge et lignende skib til dem! De boede på hans sejlbåd som lå i nærheden, han arbejdede i Bodø havn, hun kom fra Bergen. De var vist ikke helt enig om de var kærester eller ej heller, for hun havde også en mand i Afrika……men det var dejligt med en masse livlige unger ombord!

 

Bodø 20.juni 2012

Vi er u 5 mand ombord. Vi fik ca. kl. 12.30 Michael ombord, soldat  ved Holstebro, udsendt 5 gange, frisk og dejlig, klar til alt. Ca. kl. 15.00 kom Hans Jørgen, råbende, og slæbende med en tung kuffert bl.a med vores kølevandspumpe, fiskegrej til en hel hær, og sagde : nu gad han ikke slæbe den skide kuffert 1 meter længere! Han havde spottet skib på afstand, stået af taxaen, men da han nærmet sig, var den en anden 2 mastet…………… det blev en varm start! Hans Jørgen er sejler fra Horsens, har egen båd og er medlem af Horsens Sejlklub. Vi fik ham og kufferten hævet ombord, givet ham noget kaffe og lidt at spise, så faldt vist alt til ro. I mellemtiden var fiskerne, Joakim, Ib og Michael sejler på endnu en fisketur –vi får frisk fisk hevr dag – heldigvis kan alle ombord godt lide fisk!!! De kom tilbage med en ny ladning, fryseren er ved at være fuld! Det blev sovet godt til næste morgen, hvor vi sejlede over til en dieselstander og tankede for 15.000 kr diesel. Vi havde brugt 1900 liter for at sejle herop i kuling og modvind, hele vejen. Så det er slet ikke så galt, når både hovedmotor, oliefyr og generatorer skal have sit. Indtil nu har vi sejlet ca. 2.000 sm.  Ja, så vedrørende kølevandspumpen –det var jo endelig den rigtige – MEN – det tandhjul de havde monteret på, var med skrotstillede tandhjul – vores var lige – så det endte med at jeg gik op og talte med mågerne om mine små problemer!!

 

Bodø, 21.juni 2012

Efter tankning af vand og dieselvinket vi farvel til ”kærestepar” og de 7 vilde unger, og sejlede af sted mod Lofoten. Vi havde haft besøg af fiskere ombord, der fortalte at der var mange makrel på vej over. Vi så store stimer hvor vandet kogte når de blev jagtet, men ingen bid. Vi ankom til Svolvær 20.42 og fandt en plads i havnen , der ved lavvande havde en dybde på 1,80 meter! Tidevandsforskellene er store heroppe. På selve havnefronten var der bygget et stort glashotel, hvor folk sad og beundrede skibet. Hurtigruta anløber hver dag, og der er mange turister og høje priser. Men vi har Hans Jørgen ombord, som elsker god mad, og som lavede retter til os med flere forskellige friskfangede fisk, det var bare så super lækker mad!

 

Lofoten/Svolvær 22.juni 2012

Det var letskyet, sol og lidt regn. Vedrørende den efterhånden berømmelige kølevandspumpe, var jeg ved at lave nogle helt nye konstruktioner, da jeg efterhånden ikke kunne forstå at det skulle være så kompliceret at finde ud af! Vi havde afleveret alle numre og detaljer. Det sted den nye pumpe kommer fra, i England, har de også nogle tandhjul der passer på pumpen. Så nu skal vi bare have tilsendt de nye tandhjul fra det samme sted England. Uforståeligt, men vi befinder jo os også i Troldeland, så det må være de der har en finger med i spillet, jeg kan efterhånden ikke se andre muligheder. Men det tror Ib jo ikke på ; ”det skal være realistisk.” Kl. 12.00 tager 4 mand af sted på fisketur i gummibåden. 6 timer senere kommer de trætte og stolte tilbage med forskellige fisk vi spiser. Der blev sovet godt om natten. Vi bliver behandlet rigtig godt de steder vi kommer frem, nordmænd er dejlige mennesker ( Anne renskriver det jeg sender, så det bliver jeg jo nødt til at skrive!).

 

23.juni 2012

Vejret er stille og solrigt. Efter at have klargjort båden ved 10-tiden, sejler vi af gårde mod Troldefjorden. Vi sejler igennem disse fantastiske fjeldformationer hvor vejret hele tiden skifter mellem sol, vind, regn. Tiden står stille. Så kommer vi til Troldefjorden, som er ca. 70 m. bred ved indsejlingen, mellem 300 meter høje fjeldklipper . Langs klippesiderne er der malet navne på rigtig mange skibe der har sejlet igennem. Man kan se troldene hoppe rundt på fjeldene og holde øje med os! Fjorden åbner sig i bunden, ca.1 km. inde, og man kan se rundt på hvide fjeldtinde og fosser der vælter ned af fjeldsiderne. Tiden står helt stille, og det er umuligt at beskrive ( ”natursjokk” – Annes komm.) jo – det kan Ib – der fortæller mig at det er barnligt at tale om trolde og fortællinger fra H.C. Andersen og dets lige. Det har ingen interesse, så der røg troldehumoren…..  Vi sejler ud af fjorden og fortsætter videre mod nord. Ikke flere trollehistorier, men læs dem for Jeres børn / børnebørn, jeg synes de er fantastiske! Det er Sankt Hans aften, og vi passerer flere bål på stranden. Kl. 18.30 ankrede vi i en bugt ved Hamarøy ved 68 58 81 N og 15 37 72 E på 15 meter vand. Ankeret holdt godt. Ib og Hans Jørgen fisker igen, men dog ingen fisk denne gang.

 

24.juni 2012

Vind fra NNE 6 – 8, skyet. Vi lettet anker kl. 09.30 og har ca. 4 -5 timer til Andenes, hvor hvalerne bor, ved nordspidsen af Lofoten. Der ligger store krydstogtskib for anker, hvor gæsterne bliver sejlet i land i store gummibåder. De skal ud på hvalsafari. Vi får anvist plads ved sen stor fiskerikaj, vandet stiger og falder med ca. 2 meter, så vi skal vist have styr på både fortøjninger og fendere. Andenes er et barskt sted: Her på den yderste spids slider vind og vejr,så fjeldene er glatte og mange huse i byen står tomme. Vinden blæser fra Nordpolen og lige ind på spidsen af øen, men under havoverfladen findes frodige ”marker” med al slags tang og fisk. Samtidig stiger kontinentalsokkelen op fra 1000 meters dybde, kun 1 times sejlads fra land, derfor bor hvalerne her, for her finder de føde. Der findes mange arter af hvaler, der sejles dagligt ud med turister der vil se på havets giganter. Ib og Michael drøner ud med på fisketur, uden at spørge de lokale om råd, og kommer tilbage, trætte og sure, uden fisk, og uden en masse pilke de sejlede ud med. Der er tang over alt og kelp der bliver over 15 meter lange, som man bl.a. udvinder vitaminerne fra, og meget andet. Så et godt råd: spørg altid de lokale om forholdene!

 

Andenes, 25.juni 2012

Vi besøger hvalmuseet, og jeg går til havnemester og får en lang snak med ham. Han er en gammel kaptajn der har sejlet med mange danske søfolk. Han har inviteret alle hans venner i Danmark med til hans datters bryllup i den danske sømandskirke i København. Det er meget spændende at tale med mennesker heroppe, og også finde ud af – igen – hvor tæt dansker og nordmænd er flettet ind i hinandens liv og hverdag, igennem flere århundreder. Det er som om mennesker langs kysten heroppe har en helt anden ro fra naturen som de lever så tæt sammen med. Til forskel fra den typiske dansker i dag, der zapper rundt, og vil alt på en gang, men ikke når længere end hen til Tvén, PC og mobiltelefonen, styret af andres meninger. Jeg håber det ændrer sig, så folk får tid og rum til at leve og føle verden omkring sig og menneskerne i den! Vi går rundt i byen. Den er jo ikke så stor, så efter lidt handel er vi på skibet igen. Ib og Hans Jørgen tager på fisketur, efter at have spurgt de lokale til råds, og fanger deres hidtil største fisk, det tog flere timer. Efter at de kom hjem med målebånd, kamera og billeder af fisk, og med fiskebogen opslået, fik de styr på hvad de havde fanget. Michael pakkede sit overlevelsesgrej , fik en frossen fisk med i rygsækken og drog op på fjeldet, hvor han overnattede i den norske natur. Træt og glad kom han hjem til morgenkaffe.

 

Andenes, 26.juni 2012

Vi afsejler Andenes ved ca. 10.00 – tiden, ud for at se hvaler. Vejret er meget bedre, vinden er 4-8 m/s. Vi skal sejle ca. 12 sm. Ud hvor kontinentalsokkelen kommer op fra ca. 1500 m. dybde. Her er meget føde til hvaler, så her er der en stor chance for at møde dem. Da vi kommer ud til stedet, har havet lagt sig helt, det er kun dønninger og ideelt til at se hvalerne når de dukker op. Vi sejler rundt i ca. 2 timer og følger den undersøiske bjergside. Michael ser en stor halefinde, der dykker, de kan jo holde sig nede under vand i ca. 1 ½ time, men nu ved vi i hvert fald at de er der. Vi mangler en undervandshydrofon, så man kan lytte på t de snakker sammen, de kan jo kommunikere sammen på over 2000 km. Men vi ser ikke flere  på turen, og vender stævnen nordover mod Tromsø, hvor Ib skal rejse hjem fra, og Anne, der kommer kørende med reservedele fra Danmark, komme ombord.  Det bliver dejligt at have hende ombord igen. Vi sejler hele dagen og går ind i skærgården ca. 3-4 timers sejlads fra Tromsø og ankrer, og spiser fisk…………

 

Tromsø, 27.juni 2012

Vi letter fra vores ankerplads og stævner mod Tromsø og ankommer byen ved ca. 13 – tiden. Byen kaldes også Nordens Paris, da der er cafeer og spisesteder over alt. Det er hyggelig by, hvor der anløber store krydstogtskibe og Hurtigruta kommer hele tiden. Så det er en by hvor der sker mange ting, bortset fra hvis man skal veksle penge – ingen vil veksle, bortset fra posthuset – alle vi spørg, forstår det ikke. Vi går i gang med rengøring ombord og vaske tøj m.m. som ikke er så let, da der ikke findes møntvaskerier på havnen. Ib går til et renseri som vasker hans t-shirts og sengelinned for 570 kr.(!) Så det er jo praktisk at have en vaskemaskine ombord ( vi har en tørretrumler). Men vi bliver jo klogere hele tiden.

 

Tromsø, 28. – 29. juni 2012

Jeg venter på Anne der har lovet at ringe når hun nærmer sig Tromsø. Ib er rejst hjem og kommer igjen på Svalbard. Joakim og Michael skal på bryggeritur, det er verdens nordligste bryggeri. Hans Jørgen går på Polarmuseet. Jeg er alene på båden hen under aftenen, mens jeg kommunikerer med min søn, Tim i Danmark, som laver alt IT-arbejdet, sætter rejsebeskrivelserne op på nettet, og alt muligt andet. Jeg har 5 dygtige sønner, der er en stor hjælp. Inde i havnen har vi 2 meter lavvande, og vi lægger ved en kaj med store bildæk og lange træpæle, så det er svært at komme op og ned på skibet. Pludselig hører jeg det smælder med sten på dækket. Jeg farer op, klar til at skælde ud på nogle vilde unger eller andet, men så er det Anne der står på kajen og ikke kan komme i forbindelse med os, da hendes telefon er holdt op med at virke. Det er utroligt dejligt at se hende igen, og vi går i gang med at få tømt alt ud af bilen. Joakim kommer gående med et stort smil og stift blik i øjnene, ingen hjælp at hente der! Michael ser vi ikke før senere, men kommer også med det samme stive blik. Det er vist noget godt øl de laver i Tromsø.

 

Tromsø, 29.juni 2012

Anne:

Bilens triptæller står på 2.300 kilometer. Friske grønsager og frugt fra Danmark, der efter en ”bumpy roadtrip” på langs af Norge, er mere en moden til spisning. Skibshunden Balder havde fået ”fri” og er afleveret i Tromsdalen til en gård fuld af dyr i alle afskygninger, hvor han skal være den næste måned. Det er sent på eftermiddagen da jeg ankommer skibet SkyDancer og dens besætning på kaja i Tromsø, ”Nordens Paris”. Med Ishavskatedralen i ryggen, kørende over højbroen, finder jeg skibet liggende ved en privatkaj helt inde ved byens midte, hvor havnelejen i alt koster 1 flaske rødvin. Vi er vel i Norge!

Nu skal jeg endelig med på sejlturen!  Jeg glæder mig – og er spændt! Det er min første ”cross-over” i åbent hav med SkyDancer, nogensinde (Skagen – Oslo undtaget). Turen til Longyearbyen på Svalbard er beregnet til mellem 3 og 4 dage, afhængig af vejr og vind, men først skal jeg møde besætningen. De er så væk, sammen med skibet! Ib er rejst hjem, Hans Jørgen er gået til køjs, Joakim og Michael er til øl smagning på Mack-bryggeriet, og husbonden taler i telefon og er væk fra omverdenen, OG skibet ligger 3 meter under kajniveau – det er kun masterne der stikker op!  Men efter nogle velrettede kast med norske klipper ombord på dæk, bliver det da et dejligt gensyn med husbonden!! Joakim møder jeg senere på kajen; neeeejmen sccheiiijj Anne, øl er dyrt i Norge og GODT! Michael kommer først senere, han overvejer at lade sig hyre af en rimelig bedugget læge, der skal tilbage på arbejde længst nord i Finmark(!), og vil gerne have Michael til at køre ham og hans Mercedes derop, da han er lidt mere ædru. Men det bliver heldigvis ikke til noget. Lægen var da vist blevet forvist fra flere værtshuse i byen. Dette er landsdelen med de vilde mænd! Til sidst er alle tilbage ombord.

 

Tromsø, 30.juni 2012

Jeg får én dag i byen, inden vi sejler videre. Det er godt med en dag til at lande. Kontrasten fra en hverdag i fuld fart og at sætte fødderne på et skib til havs, kræver en overgang – en blød landing. Vi ser polarmuseet, som omhandler fangstkulturen på Svalbard, opdagelsesrejsende, og historier om kvinder og mænd der boede og levede – nogen stadig –  i de barske forhold nordpå. Det var også en længere ”debat-udstilling ”, om vores billede af denne ultramaskuline opdagelsesfarende, der trodser alle ods og kæmper sig frem til nye landvindinger. Debatten omhandlede :Hvorfor har vi brug for denne stereotype? Spændende, og en myte som jo Amundsen selv, længe efter hans død, rodede godt og grundig op i, da norske aviser trykte flotte billeder af en naken, poserende ( og flot, ældre herre) Amundsen, i tillæg til historierne om hvad som egentlig foregik i polarposerne deroppe nordpå blandt alle mændene! Spændende og flot udstilling. Det var ”midnight – sun marathon” i Tromsø denne dagen, så vi fik indtryk af vi var de eneste i hele byen der bare gik. Vi indhentede alle oplysninger om vejr og vind for de næste dage, og gjorde søklar til turen over til polarriget Svalbard!! ”Once in a lifetime” , som en af mine norske venner kalder turen. RIGTIG mange nordmænd har en voldsom dragning mod dette land oppe ved 80 grader nord. Ikke mange har vært her, eller kommer hit.

PÅ VEJ !!!  Tromsø – Longyearbyen, 1. – 4. juli 2012

Kl. 07.00 afsejler vi fra ”rødvinskajen ”, tanker vand ved gæstekajen, og kl. 08.00 lægger vi ud på fjorden. Vejret er stille og skyfrit, men det forandrer sig hurtigt heroppe! Vi har fået gode vejrmeldinger, indtil torsdag, da er der varslet kuling / lille storm ved Spitsbergen, så vi skal ”deropad”. Men skibet SkyDancer er åbenbart ramt af en modvindsforbandelse, så efter at have sejlet igennem fjordene på vej ud mod det åbne hav i blikstille, fantastisk solskinsvejr, møder Norskehavet os med regn – og MODVIND – selvfølgelig. Det er altså lige en barriere en skal over, oplever jeg. Slippe land og landskaber, og begive sig ud på et åbent hav hvor de udfordringer en møder, om det er af vejrmæssig art eller andet der kan opstå af uforudsætte ting, er noget ukendte af omfang og størrelse, for en nybegynder. Det er her alle forberedelser inden turen, erfaring og udstyr, samarbejdsevner, mentalitet og meget mere skal møde et hav der kan byde på overraskelser! Det er godt at Tom kender Barentshavets luner ind og ud. På kanten her, i færd med at slippe landkendingen, forstår jeg dem der ikke kan få nok af at sejle heroppe – og jeg forstår sandelig også dem der vælger at blive hjemme !! Men mens jeg står på dæk, og kikker frem mod en væg af tåge og regn og et hav der byder os velkommen med store dønninger og bølger, og et blik tilbage åbenbarer sneklædte fjelde og store grønne fjeldsider, hus og mennesker der bager i solskin, er det fascinationen af det UKENDTE der trækker. Det MÅ prøves. At gå tilbage, er ingen vej. Tak skæbnen for nysgerrighedens kraft! Vi sejler UD.

Fri af land – og ikke mindst lumske undersøiske skær – deler vi sejladsen op i vagter af 4 timer. Hans Jørgen og Michael tager den første tørn, derefter Joakim der trives med at være alene på vagt med havet og så Tom. Jeg bliver fritaget fra at skulle op i det der fortoner sig efterhånden som mildt, men surt, vintervejr, men indstiller navtex, så vi kan få opdaterede vejrmeldinger for de aktuelle områder + andet praktisk.  Måneders intenst stres ( ståen på hovedet) skal ud af kroppen, jeg får muligheden til at blot at  være ombord, de første dage til havs, det sætter jeg stor pris på. Og vagtskiftene går som smurt, hvor alle sørger for godt med hvile når de har fri. Så vi banker deropad, med bølger og vind i mod os, men regnet og snevejr holder sig da for det meste på afstand. Sent på aftenen kommer Joakim ned i vores kahyt – aftalen er at dersom man er i det mindste tvivl om noget, skal Tom kaldes. Heller 100 gange for meget, end én gang for lidt! Og Joakim med sin altid herlige humor, spørg retorisk: er der en procedure når der er sindssyg tæt tåge og AISén er stået af??!! AISén der arbejder via VHF kanaler begynder at blive ret ustabil. Jo da, det har vi.….. radar tændes, og Tom tager udkiksvagt.  Nu er der ikke så meget trafik at se heroppe, men det er da sådan set i orden at opdage en russisk giganttrawler INDEN den dukker op lige foran stævnen. Vi møder nogle fiskere, men ellers har vi havet for os selv, indtil videre. Der er en anden, også meget vigtig aftale. Den der opdager HVALER, har meldepligt til os andre! De første der opdager dem, er Hans Jørgen og Michael. Havet rundt os er fuld af ”blæsebælge”, og hvalhaler der pisker op i havet. Så en lang ryg, der glider lige så elegant igennem bølgerne. Det er majestætisk – gigantisk!

Vi GYNGER videre, mod nord. Af og til lægger vi ind nogle kryds, for at undgå at få søerne lige ind på stævnen, så kommer vi ingen vegne. Vi lægger kursen via Bjørnøya, som ligger lidt mere en halvvejs op til Svalbard, men sejler forbi uden at gå i le, da vi altså har et lavtryk der kommer senere på ugen. Vi vil gerne være fremme inden. Så øya dukker kun op på kortplotteren som en lille gul plet i alt det hvide…. Joakim mener sig forfulgt af måger, han mener alle mågerne egentlig er tromsøværinger som følger efter ham, så han sidder med jævne mellemrum og skuler bagud. Åbenbart fulgte de med hele vejen. Det giver også en god hvil, at sætte sig på bommen en gang imellem og hvile vingerne, det er lange afstande heroppe! Der kommer flere og flere hvaler, tættere og tættere på, også spækhuggere. De nærmeste er 50 m. fra skibet, så nogle gange er vi i tvivl om hvem der egentlig skal vige – det er nok os! Det er nogen helt utrolige skabninger!

De 3 dage og 4 timer overfarten tager, glider af sted uden problemer. Hver 12 time skal motoren stoppes, for at vi kan checke olie og ellers se til maskinen. Olien kan nemlig ikke måles og påfyldes, mens motoren kører. Det er lidt specielt, de første 2 gange, når motoren slukkes og det bliver helt stille, mens vi vipper midt ude på åbent hav, men nok mest en udfordring for Joakim, der er maskinansvarlig, og er den som skal ned i maskinrummet med klude og dunke, og sørge for at motoren har det godt! Det er en befriende lyd, når han starter den igen, og vi kan sejle videre. De næste gange motoren slukkes, og proceduren gennemgås,  bliver der en fantastisk stilhed ombord, vi gynger ude i det åbne hav, det er veldigt intenst og alt føles så nærværende. Alle sanser åbnes, på vid væg. Hele vejen har vi sat et lille forsejl, fokken, ikke fordi den trækker så meget, men den stabiliserer skibet lidt, så vi ikke gynger så meget. Nat til tirsdag får vi landkending; vi har spidsen ad Svalbard på styrbord side. Men fra vi nærmer os land og til vi er fremme, er der stadig ca. 12 timers sejlads. Vi sejler ind i Isfjorden, og Svalbard åbenbarer sig i al sin pragt, og mest mirakuløst af alt: indad i fjorden har vi medvind!

I Longyearbyen lægger vi til kaj, hilser på en hyggelig havnemester, Kjetil, og forsvinder hurtigt fra kaj igen, her er det ikke nok med en flaske rødvin fra Danmark! Der er slet ikke plads til mange skibe til kaj, de fleste ligger for svaj, også de store krydstogtskibe, og venter på en muligheden for et par timer ved land. Det er nu også langt bedre at ligge ude i det fri, og sidde i doghouse og se alle fjelde fra alle vinkler, mens vi cirkler rundt om kæden – DET er panoramaudsigt – i en vild, vakker og voldsom natur! Og gummibåden gør jobbet; fragter os ind og ud til land. Kort tid efter vi er ankommet ringer en meget velkommen telefon; det er NICK! Vores gode mand og lokale turguide på Svalbard. Han har boet heroppe i mange, mange år, arbejder i Sveagruven og kender hele Svalbard som sin egen bukselomme. Vi troede han var på vej over Nordvest-passagen, men heldigvis for os, han er i byen! Det bliver et hjertelig gensyn, og Nick tager os med på biltur, alle de 40 kilometer vej det er på Svalbard. Vi kører OP på fjeldet og ser byen, dalen og de omkringliggende bjerge, landskabet heroppe tager simpelthen pusten fra en. Rensdyr, slædehunde, fugler i tusindevis, krydret med masser af lokalhistorie; nu er vi ankommet. Det er intet der kan slå en lokalkendt, der får en til at føle at man hurtigt bliver en del af det sted man er rejst til.

Vi bruger de næste dage på at blive kendt i området. Taler med sysselmanden, indhenter de nødvendige tilladelser ( bl.a. til at besøge Virgohamna på nord-vest Spitsbergen), indhentet prognoser for vejret , det foregår på byens bibliotek, da vores internet og telefoner ikke virker stort) Svalbard er koblet på NASAs net, så der er power nok heroppe, men ikke noget vi umiddelbart kan koble os op på. Vi får tanket diesel, spist på de lokale restauranter og selvfølgelig de lokale pubber, bl.a. Carls Berger, startet af en dansker, og kåret til verdens 6.bedste bar! Sikke et udvalg!!!! Byens museum er et ”must”, som på en smuk, enkel og oversigtlig måde sætter en ind i Svalbards historie og nutid.

Den ene dag får vi stormende kuling, og vi har mere end nok med at holde ankervagt. Mens det ene skib efter det andet slipper ankeret og driver ud, slæber vi ca. 300 m. af sted, men Tom har sørget for at det er god plads bag os, så vi har godt tid til at samle tropperne, starte motor og hive anker op, og prøve igen, dersom det bliver nødvendigt. Vores gode plovanker består sin ilddåb, og klorer sig fast i lerbunden, og giver ikke op, selv under et voldsomt vindpres fra en østlig vind der rigtig får fart på igennem de smalle dalstrøg. Næste dag er det vindstille, solen skinner og alle rester af stormen er væk. Vi forstår bedre og bedre hvorfor ALLE sejlplaner heroppe skal kunne ændres fra det ene tidspunkt til det andet: Man har en plan til man får en ny….. her er det naturen der bestemmer! Det gælder om hele tiden at have mange alternative ruter, ankerpladser og beskyttede bugte at søge ind i. Her er man den lille.

Hans Jørgen tage af sted efter et par dage i byen, pligterne kalder derhjemme. Men han fik opleve Longyearbyen, og også nogen af dens hidsige beboere! Det er rødnebbtjernene der hækker over hele Svalbard, også midt i byen. Det er ”verdens hidsigste fugle”, det er derfor mange andre fuglearter hækker i nærheden af dem; så bliver de godt beskyttede! De farer på os, skriger og skælder ud dersom vi kommer for tæt på: Hans  Jørgen kom tilbage med et ordentlig hak i panden!! Han har blot gået på hovedvejen ned til havnen! Det er nogle seje fjeder: de flyver hvert år til Antarktis når solen begynder at gå ned heroppe nordpå; de oplever aldrig at solen går ned ( det er måske derfor de er lidt hyperaktive og lettere hysteriske!) Man skal vist være forberedt på at møde hvad som helst, da Michael sejler ud for at hente sin kone, Ingrid-Marie i lufthavnen, møder han en kæmpesel, der på afstand ligner en hvalros. Nick har advaret os mod at hvalrosserne kan lide at punktere vores gummibåde, så de skal trækkes OP, langs skibet, hver aften, da de nok ser dem som rivaler ( eller hvad ved jeg, måske gør de det bare for sjov!) Her skal man være KLAR til det hele, ikke bare isbjørn! Vi flytter lidt rundt i havneområdet, afprøver flere ankerpladser, det er de fleste stede rigtig god lerbund at hænge fast i.

Ingrid Marie og Michael tager en lang vandretur op over Longyearbyen, og det er nu vi tager vores våben med – uanset hvor vi går hen. ”Isbjørn er ALLE steder – og de kan angribe, vær beredt. Dette skal tages på alvor! ”, står det på plakater over alt i byen. Vi indhenter strømkort, snakker med de lokale om ulige områder vi skal sejle igennem, da der er stræder vi kun kan krydse ved højvande, bl.a. mellem den lange øen, Forlandet, og Spitsbergen.  Nick har anvist os en masse gode ankerpladser / bugter at sejle ind i, det er som ét stort tage selv bord, det er bare at sejle ud. Problemet, når vi skal lægge sejlruten, er simpelthen at begrænse os! Det er SÅ meget vi vil se, og det er så mange flotte steder. Vores første sejlplan kassere vi, den er simpelthen for ambitiøs ; Vi ville komme til at sejle, sejle og sejle, uden tid til at rigtig undersøge de steder vi kommer hen, og også få ro til at lade det hele synke ind.

Det er nemlig DET der sker, for mig. Jeg overvældes. Fuldkomment. Fra vi sejler ud fra Longyearbyen, hen mod vores første ankringssted, Tryghamna, sniger Svalbard sig IND under huden. Det er så massivt, så vildt, evig og legende, alt på samme tid. Bjergformationer i alle afskygninger, fugle der holder sig TÆT på skibet, hele tiden, papegøjefugl, terner, måger og alle slags alkefugle + mm, yrer rundt os. Et hav der forandrer sig konstant og Spidse Bjerge ( Spitsbergen), og mellem hvert bjerg: isbræer og gletchere der vælter ud i havet. Jeg overgiver mig ; det her er det mest spektakulære jeg nogensinde har oplevet, det er så STORT, alt sammen, på alle måder. Langsomt begynder en RO, jeg ikke har kendt i årevis, at fylde kroppen.

Sikkerhed på Svalbard.

Nick samler os forresten op på havnen en dag, i en gammel pick-up. Vi kommer med alle vores våben som vi lige skal have afprøvet inde vi sejler videre nordpå. Vi kører op til skydebanen, der ligger lidt oppe i fjeldet, hejser flaget og er klar. Joakim starter med pump-gun og jeg med magnum 300. Michael og Nick fyrer også løs, på lang og kort afstand. Der kommer en ven af Nick med en tromlerevolver, stor som en kanon. Revolvere og pistoler skal mindst være magnum for at kunne bruges som beskyttelse. Lige meget hvor man går på Svalbard har man signalpistol og kraftigt våben med sig.

For at få lov til at sejle med SkyDancer på Svalbard, skulle jeg godkendes som turoperatør, da vi er forskellige hold der kommer op på skibet, så skibet og jeg skulle godkendes med bunker af papirer of regler der skal overholdes, da Svalbard er et særligt beskyttet område, på alle måder. Så jeg er pålagt ansvaret for alle medsejlendes sikkerhed samt at indprente dem alle regler om Svalbard, hvad de må og ikke må.

Derfor er det godt med lidt praktisk skydetræning, når der går 3000 sultne isbjørn rundt, der er totalfredet. Våben må kun bruges i yderste nødstilfælde, og der skal skydes med signalpistol først. Er ikke ALLE ting prøvet for at undgå konfrontation ( inkl. at skræmme, skyde med signalpistol / advarselsskud osv.), vanker der ca. 200.000 i bøde. Skyder man en isbjørn, er politiets undersøgelse lige så grundig som hvis du skød et menneske.

Et check af at våbnene virker, og at den der skyder har styr på tingene er nødvendig, dersom det bliver alvor, hvad ingen håber!

 

12.juli  2012

Tryghamna – Poolepynten.

Vi letter anker ved 10- tiden, og forlader Tryghamna, en havn ofte brugt af hvalfangerne, da man her var fri for drivis, og lå godt i le – en tryg havn. Vi sejler ud af Isfjorden og er på vej op til hvalrossen på Poolepynten.  Poolepynten er en stor, vid bugt på det de lokale kalder ”Forlandet”, en langstrakt ø på vestsiden af hovedlandet.  Vores lokale guide, Nick, ved hvad han taler om: Lige som de vidste vi kom : Efter 5 timers sejlads, helt yderst på pynten, ved en af Sysselmandens hytter og bågen der viser pynten, oppe på stranden, ligger der en kæmpeflok med hvalros og blafrer sløvt med lufferne. Rundt om i vandet svømmer der enkelte ”vagtposter”, så vi ser dem både til lands og til vands, mens vi sejler tæt forbi pynten. Waohhhhhh – for et syn! Vi ankrer inde i bugten, sætter vores watermaker i gang og laver nogle småreparationer på skibet, vi udskifter bl.a den vandpumpe vi bruger til at spule anker med. Den gamle pumpe, der har virket som nødpumpe i flere hundrede timer efter at motorens kølevandspumpe gik i stykker ved Bergen, er sliten. Vi kobler til den reservepumpen Tom købte i Bergen. Ingrid Marie er kommet om bord med de reservedele vi manglede for at få den egentlige, nye pumpe til at virke. Tom har igen fikset og sat det hele på plads, den virker upåklagelig!

 

13.juli 2012

Poolepynte – Blomstrandhamna (!)

Vi sejler om morgenen videre nordpå. Vi har holdt øje med tidevandet, sådan at vi kan ramme det grunde strædet, når tidevandet er på sit højeste. Vi har lagt livet om bord lidt i system; arbejdsopgaver og aftaler om hvad, hvornår osv. er på plads, det giver os alle en god oversigt. Hver aften aftaler vi hvornår vi sejler næste dag, hver morgen lægger vi planerne fast – og alle ved hvad de skal gå til – enkelt  – og vigtig. Vi krydser strædet med fin vandklaring, tidevandstabellerne og ekkoloddet ombord er enig i dybderne, det er nu heller ikke det mest spændende sted at gå på grund. Men ”Den Norske Los”, som er et vigtig værktøj ombord og som vi læser i hele tiden, for at blive godt kendt med forholdene, angiver da også den retning vi helst skal stå på grund i: det er østsiden, vestsiden er fuld af klipper, DER skal I ikke stande…så ved vi da det – i øst er der sandbund…. Men vi sejler over med fin klaring. Tom styrer med sikker hånd.

Vi sejler ind mod Kongsfjorden og Krossfjorden, i strålende solskin. Over Kongsfjorden troner Dronningefjeldene med sine helt særlige klippeformationer. Som Ingrid Marie siger : det ligner bryster og brystvorter – og med lidt flødeskum på! Vi sejler ind i en bugt for at ankre. Disse første dage af turen handler om at komme nordpå, så vi skal videre næste dag. Vejret er godt, og det er da man skal sejle rundt heroppe i det nordvestlige hjørne, hvor der er masser at se! ( også her!) Tom finder en bugt med det sommerlige navnet Blomstrandhamna, og her møder vi så den første is, der flyder rundt i vandet. Selvstyreren kobles fra, og der er tid til slalomkørsel! Det ER isforstærket, vores gode skib, men det er nu ingen grund til at udfordre skæbnen. Inde i en bugt, vælter der en KÆMPEisbre ud, hele vandet er fuldt at isklumper, så der ”syder og koger” i vandet. Efter at ankeret er lagt ud, motor er slukket og alle er gået ”til sit”, sætter jeg mig ud på bogspydet, ser og lytter. Det er, bag fuglekvidder og vand der render ned fra fjeldsiderne fra sne / gletchere der smelter, en helt ubeskrivelig stilhed, og det er den der tager mig  – opdager jeg. En stilhed samtidig med en overvældende kraft, som forandrer. Det her kan man blive bit af, tænker jeg. Savne, drages mod, længes efter, her finder jeg noget jeg har mistet, og har manglet. Der er enkelt, og altomfattende.

Ind imellem ”snakker” breen der ligger foran mig. Den buldrer, smælder, brager og knirker. Pludselig står der en stor blok uf fra kanten og vælter ned i vandet, som står op i en kæmpeskumsprøjt ! Uuhhhhhh – det er VILDT det her! Senere, efter at Michael og Ingrid Marie har været ude og se på området, sejler Tom og jeg i gummibåde hen mod gletcheren. Den er laaaaangt væk, jo tættere vi kommer på, jo vildere bliver det. Til slut mærker jeg at, ok, NU er vi så tæt nok på!!! Den tårner sig op! At den stadig er 300 meter væk,  siger Toms ”jægerøjemål”, virker helt utrolig! Vi sejler videre, det ene fjeld og gletcher åbenbarer sig efter den anden, og sejler ind til land ved en lille ”sandstrand”. Gevær, kamera og signalpistol kommer med, og vi går en tur langs stranden, for at kigge efter spændende sten. Men det er nu ikke helt det samme som at samle sten ved Vesterhavet. Hvert 2.sekund kigger jeg op, terrenget er rigtig kuperet, og jeg tager isbjørntruslen meget alvorlig. Her vil jeg helt ikke overraskes!! Det er så øde, stille og alligevel fuldt af nye lyde, brag og smæld. Vi sejler tilbage, fyldt op af glæde!

 

14.juli

Blomstrandhamna – Magdalenafjorden.

Magdalenafjorden er et ”must” for alle turister, siges det. Vi sejler i helt stille vejr fra den utrolig smukke bugt, som bød på flot sommervejr! Så er det min tur til at sejle ”slalom” mellem stykker af isbreen der er på vej ud i havet. Sjovt!!! Kursen sættes videre nordpå, kortplotteren fortæller at nu krydser vi  79 grader nord. Norskehavet ligger spejlblank, blot med nogle få, lade dønninger en gang i mellem. Fuglene, vores faste følgesvenner, er med os, vi studerer mere og mere detaljeret deres flyveemner, de har en helt fantastisk kropskontrol! Dvs. det er vist ikke alle der får 10,00 i stil! Nogle lægger ind for landing med benene strittende ud for at bremse farten og lander alligevel på hovedet i havet, for derefter at svømme videre, med vingerne! De er et syn! Jeg sejler i dag, og er det ikke noget med at skippers ord er lov?:….. for altså: pludselig dukker der et STORT dyr op på bagbord side. Jeg mister næsten pusten. Jeg har nemlig lavet en aftale med de andre ombord: den der ser en isbjørn først, får en polardrink om aftenen! Først ser det ud som en hvalros, men den er stor. Jeg har tilstedeværelsessans nok til at gribe kikkerten, og vække Ingrid Marie, der tager sig en lur på bænken. Jeg SER en ISBJØRN, svømme rundt i vandet!!!!! Den vender hovedet mod mig, der er MASSER af pels, stort hoved, jeg SKRIGER!!! til de andre ( det var nok ikke så smart!) : ”isbjørn – og det er IKKE løgn!!)  de tumler op, da er den selvfølgelig væk, men vi laver en u-vending og sejler tilbage. Alles ”fakta” om isbjørn kommer hurtigt på bordet : de svømmer ikke så langt ud, den kan ikke dykke så længe, det var nok en hvalros, for lidt senere dukker der nemlig en hvalros op, med stødtænder – det havde ”min isbjørn” IKKE!   Det er ingen der tror på mig, men fred med det, jeg tog mig nu en ”polarsnaps” alligevel den aften, jeg er SIKKER på, det var en bjørn, men siger det ikke højt igen!

Vi sejler i tåge og overskyet, men på vej ind i Magdalenafjorden ”skruges” solen på igen, og oplyser hele fjorden! Vi sejler hen til Gravneset, hvor mange hvalfangere ligger begravet. Det var mellem 1615 og 1800 en stor hvalfangststation, der er rester af kogekar og beboelse stadigvæk. Heldigvis er hele området indhegnet, for HER kommer mange turister. Hele stranden rundt er fuld af spor efter masser af mennesker. Vi sejler hen til ”Waggonwaybreen”, der kalver ud i fjorden. Den er endnu mere massiv end den fra dagen før, den kalver mens vi er der, flere gange, og fuglene yrer rundt de isstykker der brækker af. Vi bliver nødt til at spørge de lokale hvorfor de holder til der, hvad de finder. Det er godt Tom har styr på hvad en gummibåd kan, isstykkerne der falder af, kan lave nogle ordentlige flodbølger. Det er altså noget skummelt! Og så ubeskrivelig flot!!

I land går vi rundt på Gravneset, og igen angribes vi af terner der hækker. Tom tager billeder, mens jeg både beskydes med fuglelort og hysteriske hvæs og skrig! Her er det ikke tvivl om hvem der overtræder hvems territorium!!! På aftenen sker der sager og ting. Magdalenafjorden er et af de bedste ankringssteder på Svalbard, med undtagelse af østenvind, da blæser nemlig de store isflager ( og de ER store!) mod alle de skibe der ligger for anker. Vinden begynder at blæse fra øst.

Et turistskib der ligger lidt længere ud i bugten, har to kæmpeisflage der styrer lige i mod dem. Vi holder os vågen. Kl. 01.00 ( ved højlys sol og flot vejr!), træffer de skibet, som ikke har vist tegn til at ville flytte sig, men med en masse mennesker ombord klar med kamera(!) de kæmpestore isflager skubber til båden, der driver rundt om sit anker, og sejler videre mod vest. Det så nu lidt dramatisk ud, men enten var de meget erfarne sejlere, ellers anede de ikke hvad de havde med at gøre. 10 meter før det ene ”isfjeld” ramte skibet, kalvede det, sådan at det vippede så voldsomt frem og tilbage, at vi troede det skulle vælte rundt. Vi stod op i løbet af natten for at følge deres videre færd. De strandede ved kysten, og venter på en vind der kan drive dem IND i fjorden igen, så de kan tage turen forbi skibene én gang til.

 

15.juli 2012

Magdalenafjorden – Virgohamna

Det er rengøringsdag ombord. Vi holder øje med vinden, der efter at blæse østlig hele formiddagen, vender til vest. Nu er isen på vej tilbage. Vi ser tiden an, planen er at være her en nat mere, inden vi sejler videre mod Virgohamna. På den anden side er det vejr og vind og løbske isbjerg (!) der  bestemmer hvor længe det er spændende at ligge her! Vi bestemmer os for at drage videre, vejret er gunstigt for at sejle længere nordpå, og et eller andet ubestemmeligt gør at Tom og Ingrid Marie har en helt klar opfattelse af at vi skal drage kl. 15.00. Vi spørg hvorfor, men svar får vi ikke, før vi er på vej ud af fjorden! Inden da skal der tages billeder af skibet, mod isbreerne. Joakim og jeg hopper i gummibåde, og sejler bagefter skibet der styrer ind mod bunden af fjorden, ind mod Waggonway – breen. Skibet ser lille ud i kontrast til den massive isvæg.

Så – på vej ud af fjorden, råber Tom op: SE!!!!!!!!!!!!!! Til højre for os, sejler / svømmer en isbjørn!!!!!!!!!!!!!!!!!! Den er først lidt frygtsom, den er kommet tæt på skibet, men Tom sætter farten ned, og vanen tro, han tænker først på det vældige dyr, der ikke sådan lige kan komme af vejen. Han tager farten af, og sejler roligt forbi mens der hujes, tages billeder og nidstirres i kikkert – så kommer den HELT tæt på! Isbjørnen slapper af efterhånden, faren er over, men fortsætter at kikke bagover, på os, nu mere nysgerrig end bange. Dagen før skreg og hylende jeg da jeg var næsten sikkert på at jeg så en bjørn i vandet. Nu SER jeg at det er en af disse fantastiske kæmper, og bliver helt stum. Jeg overvældes, og røres dybt – og er glad for at Tom ”passer på den”, holder afstand og tager hensyn. Det her er DERES land. Michael og Tom kalder sysselmanden der er på en hytte inde i Magdalenafjorden. Lige da vi sejlede ud, var der en del franske sejlere i land på Gravneset. De behøvde ikke blive unødig overrasket. Isbjørnen har kurs mod dem. Sysselmanden takker mange gange for oplysningen og vil holde øje. Ok, DET var i hvert fald en isbjørn, så gør det ikke noget om det jeg så dagen før var en bjørn, en hvalros eller en forvildet turist i svømmedragt!

Vi har set isens konge. Som Ingrid Marie sagde ; SÅ kan vi godt tage hjem igen. Vi har set den! Det er alle turisters drøm, heroppe.

Lidt efter opdager vi to hvalrosser der svømmer inde ved land. Vejret er stille, og det er en kortere sejlads på 2 ½ time op mod Virgohamna. Virgo var et af de ekspeditionsskib der bragte vovehalsene / opdagerne herop i sin tid. Vi har fået tilladelse af sysselmanden til at gå iland heroppe, stedet der for ca. 100 år siden var datidens ”Cape Canavreall”. Området er fredet og der er adgang forbudt for al færdsel. Her startede datidens vågehalse på ballonfærd mod nordpolen. Rester af denne basen ligger her stadigvæk, som den gang de forlod den. Nogen der kommer herop ser bare en skrotplads, men for dem der kender historierne og skæbnerne heroppefra, er det som at træde ind i historien, i bogstaveligste forstand. Her ligger rester af beboelsen, hangaren til luftballonerne og mangt andet af rester fra datidens moderne teknik. Vi går i land i morgen. Nok en dag der bjergtager. Svalbard har taget mig, grebet fat, holder og klemmer fastere.

 

Vigrohamna 16.juli 2012

Vinden blæser ret fra nord, her i Virgohamna er det blot en lille fjeldryg, Amsterdamøya, der giver læ, ellers er der åbent hav, tåge og fastis, få sømil væk.  Vi holder en formiddag fri, efter en nat med kraftig vind der har revet noget i skibet. Tom har holdt vågent øje hele natten, her er ikke meget plads til at drive for anker! Om eftermiddagen sejler vi ind i to hold til selve hamna, der kræver specialtilladelse, og intet må fjernes, da alt er bevaret som kulturminder. Området ER specielt. Her ligger grave efter hvalfangere og spekkkogere sammen med store jernbolte der sidder fast i store sten, brugt som anker til ballonskibe,  resterne af hus, hangarer og brintbeholdere + mm. Sammen med os kommer der flere titals gæster fra et af de mange cruisetogtskibe, og indtager havnen. Vi reagere alle uligt, men jeg oplever, som jeg tit gør, når jeg besøger historiske steder, et vingesus, fra en anden tid. De mennesker der var her, hvad der drev dem, om det var ydre eller indre pres for succes og berømmelse, politiske/ statslige motiver, eller simpelthen et behov for at lukke munden på en række nej-sigere, der kedsommelig gentog; det her kan aldrig lade sig gøre.  Enkelte havde vel også stukket næsen så langt frem, at der nærmest ikke var en vej tilbage, de skulle prøve, om de kunne nå Nordpolpunktet, koste hvad det koste ville, om det så var livet, hvilket da også blev konsekvensen for flere. At i området, er noget andet end at vandre rundt i resterne på et museum; det her er nærværende historie. På vej ud, sejler Tom og jeg forbi en lille ø. Igen bliver vi angrebet af ternerne, denne gang kan en roåre stille deres krigslyst, de hakker løs på åren Tom holder op i luften. Vi sejler i en god ring udenom deres hækkeområde, og støder på masser af sel! De ligger rundt på stener ved vandkanten og hygger sig, lader os sejle stille og rolig forbi, kigger med lade blikke på os og tager det hele helt med ro. Et dejligt syn! Det er en verden til forskel at møde dem her, i deres egen verden, end at se dem bag en glasvæg, fanget og på udstilling. Her er vi lige, og på deres vilkår. På aftenen sejler vi lidt sydpå, gemmer os bag Danskerøya for den nordlige vind. Her er det lidt roligere. Vinden i hvert fald, for temperaturen stiger ombord hos de danske, da vi ved Danskerpynten finder en teltlejr med 3 telte og et svensk flag plantet på pynten ud mod sundet! DET sætter de danske sind i kog! Men godt var det, for det var en isnende nordenvind vi havde sejlet i! Vinden kommer jo ret fra isen omkring Nordpolen, der for er der ”isnende koldt”, helt bogstaveligt!

 

Danskerøya ,17.juli

Vi bliver en dag her, for anker, vi ligger rimelig i le, men vi er nord i verden – DET mærkes! Michael og Ingrid Marie får sig en flot tur på øya, der som en ren Sirius-patrulje, markerer danskernes tilstedeværelse. Det er godt at de først bagefter får vide at der bor ”fast” 3 isbjørn her, der hver dag også patruljerer rundt Danskerøya. De går så i ”krig” med svenskerne, der har lavet sig en lejer på en forblæst og barsk pynt, men hvor der samtidig er god udsigt til isbjørn der nærmer sig. De viser sig at være helt fredelige naboer, der byder indenfor lejren, der er omringet af snubletråd, og med advarsler fra de lokale at her er mange isbjørn, går de rundt med krafitge våben. De giver en Gammel Dansk og er rigtig hyggeligt selskab. De er 3 svenske ”pojker”, en forsker, glaceolog, der fotografisk dokumenterer isbreernes udvikling, og hans to venner  – eller hans sherpaer – som de selv ynder at kalde sig.  Begge to er biologer, der hjemme i Svergie sørger for at reetablere vand og vassdrag, så fisken kan trives og yngle igen. Michael og Ingrid Marie inviterer dem ombord til aftensmad, en invitation de sætter meget stor pris på, da de fryser, som bare det. De ligger i telt uden nogen form for varmekilde, så at komme ombord  på SkyDancer, med god varme, varm mad, vin, øl og toiletter! bliver en kærkommen afveksling. Det bliver en rigtig hyggelig aften. De kan bl.a. fortælle at de var i Sysselmandens hytte, da vi sendte dem melding om at der var isbjørn på vej ind i Magdalenafjorden. Sysselmanden havde straks gået ud og spejdet, og bl.a. advaret de franske sejlere om isbjørnen. De var gået iland på Gravneset uden våben. En af de franske kvinder havde bare et fnys tilovers og sagde at det her var nok ”bare noget de sagde for at ”underholde” turisterne, så det hele blev lidt mere spændende”! Det er vel grænser for hvor dum man kan være for at færdes heroppe!! Heldigvis kom den ikke derhen, selv om vi i vores stille sind tænkte, at det ikke havde gjort noget at den franske mademoiselle havde i hvert fald set den på afstand, så hun kunne fået øjnene op for hvad for et landskab hun bevægede sig i. Men det er vist ikke kun hende, svensken kunne fortælle at flere krydstogtturister kunne komme overvældende i land i Longyearbyen og udbryde : OooooHHH; I love Greenland, its so beautiful!!!

Vel……………..

Vi får da gjort vores pligt, i hvert fald. Vi overdrager et norsk og dansk flag til svenskerne og sammen med en snapsflaske laver vi en klar aftale : DE får snapsen, dersom de planter et norsk og dansk flag ved siden af det svenske. Vi holder nøje øje med dem i kikkerten, da de sejler tilbage til deres forblæste pynt.Det danske bliver i hvert fald sat op. Jeg ser ikke det norske, men det var også 4 x så stort som de andre. Hyggelige svensker, der ikke var glad for alt for mange skrækhistorier om isbjørn der bl.a. kan finde på at bide sig fast i folk udefra teltet, og slæbe mand og telt af sted, for at finde et sted hvor de i ro og mag kan finde ud af om det mærkelige skrigende væsen kan spises! De havde fået en masser af den slags historier af Sysselmanden, og de havde mødt isbjørn flere gange allerede. Det er ikke kun fantastisk. Alle vil gerne se dem, men det er ingen som har lyst til at være nødt til at gøre noget i forhold til dem, fordi de kommer for tæt på. Det er pragtfulde dyr, fanget i en svær situation; de har misset isen nordpå, og for dem handler det KUN om at overleve til næste vinter kommer, og med den, is og sæl. Vi vil nødig skulle være nødt til at skade dem, det mærkes på alle vi taler med. Det er stor respekt og sympati for disse fantastiske dyr.

 

Ny-Ålesund, 18.juli

Tidlig næste morgen sejler vi sydover. Dvs. tidspunkter på dagen kan man blive noget forvirret af heroppe. Det er lyst hele tiden, og tit er det aller flottest vejr på aftenen og natten, så da vi sejler kl. 10.00, er det egentlig bare et tidspunkt på døgnet, mere end en fornemmelse af en frisk, ny formiddag. Vi sejer sydover med vinden i ryggen/ind agter. Vi kan hejse sejl, forsejlet, der giver os 1 knop ekstra og sparer os for diesel – dejligt! Kursen er mod Ny-Ålesund, hvor vi lander efter ca. 6 timers sejlads. Vi kaster anker lige udenfor havnen og går op, efter havnemesters ”ordre” og betaler for anløb. Her koster det 85 kr. pr mand at vise sit ansigt! Det bliver ordnet samtidig som vi hurtigt bliver informeret af de lokale om at baren er åben KUN to gange i ugen, og den ene er i dag! Baren drives af de fastboende, der bor ca. 35 mennesker her året rundt, om sommeren ”invaderes” de dog af forskere fra ind- og udland ( ca. 20 nationer har forskere i gang heroppe). Det er billigt, og udvalget er rødvin, øl , nødder og pølse med lompe. Og hyggelig, med ”verdens flotteste udsigt” op til den vældige Kongsbreen og de karakteristiske fjeldene, Tre Kroner, uden for vinduet. Men nordmænd er sig selv lig, og trækker for de brune, tykke stofgardiner, så det bliver helt mørkt indenfor, og sandelig også hyggeligt. Vores hjørne er det lyseste, vi har ikke trukket gardinerne for, men nyder udsigten, så der kommer ingen og sætter sig ved os. Vi tror i hvert fald det var derfor! Så det bliver en rigtig festlig aften. Jeg har fødselsdag den 19., baren lukker kl. 24.00, så jeg når lige at fejre en snert af den, og får fødselsdagssange på norsk fra både de danske og andre, på balkonen. Godt hjemme på skibet, det gik fiiiint at sejle ud, fortsatte festen lidt til………

 

Ny-Ålesund, 19.- 20.juli

Så blev jeg 47! Vi står sent op i dag………… Tom disker op med dejlig morgenmad og flag ved middagstid. Vi følger med på vejrmeldinger hele tiden. Planen er at blive her en dag mere, men de lover kuling fra nord-øst senere. Vi holder os ”stand-by”, klar til at sejle videre hvis vejret skifter. Heroppe bliver en nødt til at tage hensyn til mange ting, bl.a. alle de isstykker der er brækket af gletcherne og flyder rundt i fjordene. De fleste er mindre, men af og til kommer der nogle alvorlige stykker sejlende. De skulle helst ikke rive gummibåden med sig, eller kile sig fast i bogspydet. Så vi holder vågent øje. Skifter så vindretningen, kan der komme en helt ”hær” af små isfjelde, og så er det bare at sejle videre. Så det er ikke tit en kan tillade sig en ”sejltur i baren”, som i går aftes. Her er det naturen der er chefen! Vi bruger dagen på småreparationer på skibet og en sight-seeing i verdens nordligst beboelse. Hvor vi bl.a. finder kartofler til 5 kr. stykket!! Tom vil lave steg i aften, til anledningen.  DET glæder vi os til! Han og Ingrid Marie er udnævnt til ”bagerjomfruer”, de skiftes til at bage franskbrød og rugbrød, hver anden dag. Det er bare den lækreste duft når en sejler: Duften af nybagt brød nedefra en varm kabys, op til en stivfrossen skipper på dæk. Luksus! De bager noget rigtig godt brød, begge to, selv om de hver i sær mener at den andens brød er henholdsvis noget værre ”kle” eller tørt som en tørresnor! Vi andre elsker alt de bager!! På aftenen serverer Ingrid og Michael pandekager og kaffe, en dejlig  – og eksotisk – fødselsdag!

Dagen  efter laver vi en mini-ekspedition i Ny-Ålesund, til to fine, små museer, et der omhandler al den forskning der foregår heroppe og et andet om minedriften, der sluttede i 1963 efter en omfattende og tragisk mineulykke. Vi ser verdens nordligst posthus, en stor byste af Amundsen, og den mast , hvor han ankrede sit luftskib, ”Norge”. Det er indere, kinesere, koreanere, amerikanere og andre forskere fra mange lande, nogen svømmer rundt i fjorden for at tage prøver af bunden, andre hejser store balloner op, der er måleinstrumenter alle vegne. Forskningen og dataene herfra, bl.a. fra fjeldet ovenfor, Zeppelinerfjeldet, følges over hele verden. HER sker klimaændringerne hurtigt, derfor er det væsentligt hvad de finder ud af. Der er ingen positive nyheder.Det der sker er dybt alarmerende  – og har jo været det i mange år. Jeg tænker at det er et af turismens formål heroppe : Forskerne er træt af dem, der er strenge regler for hvor man må sætte sine fødder når man er i land, MEN de 30.000 mennesker der hvert år kommer herop, og for de flestes vedkommende betages af dette land, betyder det noget at SE hvad der er i færd med at ske med dette unikke land / verden i minimålestok. Og bringe det videre ud. Jeg håber og tror det er med til at øge vores bevidsthed. ( det man holder af, betages af, måske endda elsker – det beskytter man og passer på!)Sikkert alt for langsomt, det er det jo allerede, men det har betydning, det er jeg overbevidst om. I det øjeblik man ikke ser muligheder, og håb mere, giver vi op. Det har vi ikke lov til! Derfor er det, i den sammenhæng, både smukt, ekstatisk og overvældende  at se en isbjørn svømme forbi skibet, her, midt på sommeren, men det er også med en bitter smag i munden ; Den burde ikke være her, og bare forsøge overleve, den burde være på isen. Men isen trækker sig for hurtigt tilbage, og kommer for sent. Isbjørnens indre ur er ude af trit med dens forsvindende isverden. Den er afhængig af os, for at klare den. Alt det her ligger bag i bevidstheden når jeg sejler rundt og fanges af dette land, igen og igen. Det overskygger ikke de bjergtagende oplevelser, men det ligger i baghovedet, hele tiden. Sådan skal det være, for det er en virkelighed vi skal forholde os til.

Vi sejler fra Ny-Ålesund i strålende solskin. Ude i Forlandssundet kommer tågen sigende, den berømmelige is – tågen heroppe. I dag er det mig der skal sejle igennem det smalle sund, hvor vi har ventet på højvande for at komme igennem. Det er jo med at udfordre sig selv, hele tiden! Selvfølgelig – på vej ind i det smalleste og mest kritiske sted, møder vi en anden sejlbåd, der gør 10 knob. AISén er god her, og tågesignaler. Vi kalder på hinanden, aftaler passagen i løbet, ”port to port” og passerer hinanden, tæt på, men med sikker afstand. Tom overtager ”styrepinden”, og sætter kurs ret mod Poolepynten : han vil se hvalros igen. Poolepynten ligger ca. halvvejs ned af Forlandet. Vi sejler i langsom fart forbi nogle store hvalros, der ligger på stranden, og i vandet : en kæmpehan, der rejser sig op i vandet og kigger mod os! Det er lige før en skal køre kikkerten rundt i cirkel for at få hele hovedet med. For et dyr!!! Vi lægger os for anker i Eidembugte, en helt nydelig bugt på vestkysten af Spitsbergen, inden Isfjorden. Vi sidder i solskin og T-shirts på dækket om aftenen, det er første gang på turen.

 

Eidembugten, 21.juli 2012

Vi går iland i hold, Ingrid og Michael møder en kæmperovfugl, der passer på sit rede, og flyver tæt på, og vi ser alle døde rensdyr og masser af rensdyrspor. Her, indimellem kæmpebjerge, hav og gletchere, er der store sletter med lav, blomster, svamp, mose og indsøer. Det er så stort et panorama at skue! Vi samler skrald, der er rigeligt at tage af. Vi er med i kampagnen ”Clean up Svalbard” , så vi har fået pins til anorakken og sække til at samle det vi finder. Vi kunne blevet fastansatte til jobbet. Der er meget skrald fra skibene der samler sig på stænderne. Vejret skifter igennem dagen, men om aftenen kommer der det klareste og varmeste sommervejr, og udsigten til naturen rundt os, fås ikke bedre, nogen steder.

 

Eidembugta – Barentsburg, 22.juli 12

22.juli, og dagen starter med tanker. På alt der er sket i Norge det sidste år. En stille, rolig og eftertænksom start ude på dækket er godt, sådan en morgen.

Vi sejler ud fra smukke Eidembugta. Vejret er så strålende det kan blive på Svalbard, tror jeg. Vi sætter kurs mod Isfjorden og Barentsburg. Forgæves opkald på telefon og radio gør at vi bare lægger til kaj når vi kommer frem. Det er helt øde. Det bliver nu ikke en god dag for mig. Jeg, som har rejst i Rusland, har mødt russere jeg er kommet til at holde rigtig meget af, bryder mig slet ikke om at komme ind til en beskidt, forfalden og øde havn/by. Til et låst havnekontor, forvirring og mas. Jeg vader op på hotellet som også er turistkontor, mellem nedslidte bygninger og forfaldne konstruktioner. Ind i mellem er der flotte, kunstnerisk malede, bygninger langs de betonveje vi går på, en smuk kirke, og en gammel bus der kører hen til en bygning og henter ud 5 mænd der skal på arbejde i gruberne, og jeg møder en rigtig sød russisk kvinde, der denne dag både er havnemester og turistchef. Det er søndag, så alt er stille. Hun sætter mig ind i det hele, så næste hold der kommer med Skydancer, er langt bedre forberedt. Hun vil gerne åbne det hele op for os: bar, souvenirbutik, museum osv. Det åbner kun når der ankommer turister. Hun er rigtig imødekommende.

Men hvad sker der med mig? Jo, jeg takler ikke kontrasten. Svalbard har bevæget mig, rodet rundt, bidt sig fast og skabt en længsel efter mere. Jeg har dagen forinden talt med Tom om at jeg gerne vil herop i vinter, opleve mørketid og polarnat, nordlys og fuldmånen, der bliver på himmelen i dagevis. Helst bo heroppe mindst et år, for at udforske dybere, det jeg har fundet, dette land, dette hav og dette liv, som greb sig så godt fast i en norsk kvinde med udlængsel. Måske er det igen en hjemlængsel, jeg mærker.Spørgsmålet må være ubesvaret indtil videre. Jeg tager hjem om få dage: det er alt for tidlig. Jeg er slet ikke færdig med disse øer heroppe. Så russere og min medsejlede må have mig undskyldt denne dag: jeg er ”træls” og indelukket i dag. Jeg vil ha mere, jeg vil UD igen!! Ud i naturen, det er hjemme, for mig. Men efter jeg har meddelt en undskyldning, der var på sin plads, samt en kort forklaring og en hyggelig skål i snaps, hvor vi diskuterer hvordan vi kunne bygge en hytte på Hans ø, mellem Canada og Grønland, blot for at se hvem der protesterer først, sende en umedgørlig skipper i kredsløb rundt jorden og andre seriøse emner, så var jeg på sporet igen. Og vi havde en rigtig hyggelig aften. Vi har besluttet os for at overnatte i Barenstburg , og for første gang på længe er der mørkt udenfor vores koøjer, der ellers er stoppet til med puder og tøj for at blende for midnatssolen. Her ligger vi ved en sort /kulfarvet jernkaj, hvor intet lys trænger igennem!

 

Pyramiden – Longyearbyen, 23.- 24. juli

Næste morgen kaster vi tidlig fortøjninger, siger farvel til russere, armenere og ukrainere og tager af sted mod den anden russiske tidligere gruveby, Pyramiden, inderst i Isfjorden. Sejlturen tager ca. 6 timer, først i tåge og regnvejr, men efterhånden som vi kommer dybere ind i fjorden, Svalbards længste og bredest fjord, klarer vejret op og smukke fjeldformationer dukker op. Det her er ”dreamland” for geologer!!

Vi sejler forbi tempelbjergene, ”svenskehuset”, et af Svalbards ældste byggerier, og hvor mang en fanger har omkommet af skørbug, i et forsøg på at overvintre efter at have indefrosset deres fangstskibe. Svalbard er FULD af historier. Det er umulig at nævne mange her, men vi har købt bøger med, sådan at vi hele tiden kan læse om de steder vi sejler forbi / besøger. Det gør turen endnu rigere. Vi ankommer Pyramiden, der ligger et pragtfuldt sted. I en ”frodig” dal ( det er ret så sjelden her!), med udsigt til en stor, imponerede gletcher. Vi går iland i to hold. Der skal altid være et hold ombord når vi ligger for anker. Tom og jeg går i land dagen efter. Sejler ind til en kaj og en by der tydelig bærer preg af at her har der været stor aktivitet i mange år. Russerne lukkede driften i 1998, men der bor fast 2-3 heroppe og passer stedet. Her i sommer er de 17, både guider, folk der rydder op på stedet, samt forskere. Sysselmanden på Svalbard har bestemt at  Pyramiden skal bevares som kulturminde, og blot krævet af russerne at de holder det rent og vedligeholdt. De er i fuld gang, maler, samler skrald til udskibning + mm. Byen virker øde når vi kommer derind, men efter en god gåtur rundt i gaderne, finder vi ”hotellet”. Her bor og spiser russerne, og vi kommer lige ind mens de har frokost. Vi får en hjertelig modtagelse og bliver budt indenfor af de to kvinder der står for madlavningen. Glade og åbne mennesker, Tom og jeg føler os hjemme her, med det samme! Vi får en russisk øl, lytter til russisk musik, og sidder i en atmosfære der minder om en helt anden tid i Norge/ Danmark. Her fornemmer vi en tilstedeværelse i nuet, og at man tager tingene som de kommer. Jeg stjæler alt hvad jeg kan af denne ro. Jeg er mentalt begyndt at forbered mig på hjemturen, og bestemmer mig for at jeg vil nyde hvert sekund der er tilbage. ”Svalbard er det sted du begynder at længtes efter allerede FØR du har taget hjem,” siger et citat på museet. Ja, ” tell me about it!” Jeg ved hvad de snakker om! Russerne heroppe i Pyramiden sætter mig i den rette stemning, i så måde. DET var et dejligt sted. Det kan godt hende der er fuldt af skrald udenfor, kul i kæmpebunker, et ”mågehotel”, hvor mågerne har indtaget en KÆMPEbygning, forfaldne huse + mm, men STEMNINGEN heroppe, er russisk , på sit aller bedste! ( synes nu jeg!)  ”Baschasta!” ( nok sikkert fejl stavet!), lærte jeg af den russiske kvinde der serverede : TAK for nu, ha en god dag! Vi sejlede mod Longyearbyen.

 

Longyearbyen, 24.juli – 1.august.

Så er vi tilbage ved start. Der kommer en opbrudsstemning. Joakim, Michael og Ingrid Marie skal hjem, men inden da inviterer Michael og ”Im” på en fantastisk middag på ”Kroa : at the edge”; røget hvalkød, svinemørbrand, peberbøf og nydelig vin! UHHHH det var godt. Så det obligatoriske besøg på baren ”Carls Berger”, hvor vi kom i snak med både andre sejlere og lokale! Kjempehyggelig, og en noget vinglet vej hjem til skibet………….Tom er som altid den stødige, ædru skipper! Joakim kunne høre os på 1 sømils afstand, sagde han. Men det troede vi jo ikke på….. en rigtig sejltur skulle afsluttes anstændig og med stil, og Joakim tilsluttet sig da vi alle var ombord. Så er tiden kommet da vi skal hente Philip på flyvepladsen. Han har været ude at sejle med Maersk i sammenhængende ca. et ½ år, så det bliver et hjerteligt gensyn!!! Den gode Nick har lånt os sin pick-up, alting bliver 1000 gange lettere!! Vi sætter de tre på flyet en tidlig morgen, og har én dag hvor Philip fortæller om sejlture både til Syd-Afrika, og Østen. Tom og Philip får fikset motoren til gummibåde + andet praktisk der laver lidt krøl, og om aftenen henter vi de sidste gæster: Emil Andreas, min kære nevø fra Oslo, Morten og Ib, Christoffer og Bjarne. De næste dage går med at alle kommer på plads, får set byen, proviantering, besøg hos Sysselmanden – igen – nogle ture med bilen for at kigge lidt rundt, og planlægge den næste tur. Vejret viser sig fra den bedste side, sådan da. Det starter med en kuling, efter det nye hold er kommet ombord, efterfulgt af dage med strålende solskin. Longyearbyen viser sig fra sin bedste side, og tager sig fantastisk smukt ud. Nu VED jeg, at jeg kommer tilbage. Så det er ikke et farvel, men et godt og nødvendig ”på gensyn”! Jeg glæder mig på de andres vegne , jeg ved hvad de har i vente, og under dem, af hele mit hjerte, en oplevelse for livet. ”Once in a lifetime”, måske, for mange, men en oplevelse der ikke slipper én, nogensinde. Svalbard sætter sig fast, dermed rejser landet MED, når jeg sætter mig på flyet, hvor jeg glæder mig til at se det hele fra luften, denne gang, ned for at ”redde” min hund efter 1 måned i kennel, og de 2.300 kilometer der venter forude i bil, til Danmark igen. Jeg er et andet sted, i mig selv, sådan er det bare. Et ”hjem” bærer en jo med sig, alle steder, hvis en bare kan bevare åbenheden til det; stilheden, samhørigheden – ja, sjælefreden, siger jeg, lidt bombastisk, her på faldrebet, bevæget, lidt vemodig og glad. Svalbard findes!

Og på gensyn, SkyDancer og Tom og TAKK, vi ses i Tromsø, da går turen igen til Lofoten og Bodø.

Hilsen Anne

 

*******  START på Bjarne (formand Horsens sejlklub) rejeseberetning, 1. august – 20. september 2012, Etape 2 på Svalbard *******

 

Dagbog for etape 6 togt 2 på Skydancer

30. juli 2012 – 17. august 2012

Skrevet af Bjarne Hansen

 

Ankomst:

Da vi ankom til Svalbard havde min søn Christoffer og jeg været under vejs i 11 timer. På turen, der inkluderede et tog og to fly, mødte vi Ib, Morten og Emil, som også skulle med på togtet.

Da flyet landede og vi kom ud af flyet, mødte vi et syn der næsten tog pusten fra os. Bjerge overalt sne på toppen, hvor end man kiggede hen. For foden af et bjerg var der en lille by, det var Longyearbyen opkaldet efter en hr. Longyear som ejede byen tilbage, da det var en kulmine by.

Ude i terminalen mødte vi en smilende Anne, som var kommet for at hente Christoffer, Emil og jeg.

Emil er en nordmand som er i familie med Anne og Tom. Vi 3 fik vores bagage og så af sted mod Skydancer.

Om bord var Tom, Anne og Philip. Philip kom og hentede os i gummibåden.

Ombord hilste vi på hinanden og brød forseglingen på en whisky.

Her kom nogle facts om Svalbard:

45 km vej

2000 biler til 2200 mennesker

Næsten 2 snescooter for hvert menneske

Over 215 børn

Toldfrit område

Biler til en brøkdel af danske priser

2500 hvalrosser

Masser af rensdyr

Og Ca. 3000 isbjørne

Da vi fandt ud af det tabte næsten alle kæben, og folks håb steg lidt mere, for når der er flere isbjørne end mennesker så måtte der da være en chance for at vi mindst så 1. Lige dér lavede vi en aftale om, at den første der så en isbjørn fik serveret en whisky.

Under alt dette ankom Morten og Ib.

Klokken var nu næsten 2 om natten og solen stod stadig højt på himlen.

 

Dag 1 – 30. juni 2012

Op og i gang kl. 9.00 var der morgen møde og turen skulle planlægges. Hvad skulle vi have at spise og hvornår, hvem var anker mand osv. Det meste blev planlagt og vi fik et overblik over, hvor vi skulle hen de næste 18 dage.

Den dag tog næsten alle ind i byen, men der skulle selvfølgelig være en ombord på skibet.

Alle skulle op og se byen, nogen tog til supermarkedet og kiggede indkøbs muligheder og købte ind til aftens mad, andre tog til sysselmanden for at få sig et fisketegn. Så må vi håbe vi fanger noget.

Alle var forbi det lokale museum, som bød på flere overraskelser.

Den aften lavede Anne mad sjældent har jeg smagt så god dåsemad.

Den aften blev der lavet indkøbsseddel til 16 dage, og allerede der kunne man se, at sulte kom vi ikke til.

 

Dag 2 – 31. juni 2012

I dag skulle der provianteres efter den lange indkøbsseddel vi lavede dagen før. Anne, Morten og jeg tog til Svalbard butikken kl. 11 og købte ind.

Det tog den bedste del af 2 timer og vi kom af med 8500 NOK kr. For 7 mand i 16 dage er det slet ikke dyrt.

Her købte de fleste lidt øl og vand til eget brug.

Der er en underlig lov på Svalbard om, at turister kun må købe 24 øl, vi tror det er for at hjælpe de lokale værtshuse. Efter at have købt alt den mad skulle den jo transporteres tilbage på båden, der var vi lykkelige for at vi havde lånt Niks bil. Vi omlæssede der fra til gummibåden og videre til Skydancer.

Nick er den kontakt person, som Anne og Tom har benyttet sig af under planlægningen.

Da maden var på båden, kom den store udfordring at få plads til det hele.  Det tog Christoffer og jeg os af, og det lykkedes, men køleskabet, fryseren samt kølerummet under dørken var proppet.

Da det var gjort og man kunne bevæge sig frit igen på skibet, tog alle undtagen Christoffer og jeg ind til byen, der var noget tøj der skulle vaskes og steder der skulle ses. Ombord var der nogle småting der skulle laves inde skibet tog af sted. Lænse pumpen skulle have ny membran og hovedmotoren skulle have et tjek.

Morten lavede aftensmad; det var lasagne og smagte godt. Efter opvask var der en del snak og vi lærte Emil og Philip kortspillet ” 500”

 

Dag 3 – 1. august 2012

I dag skulle Anne forlade både og så blev vi kun 7 mænd tilbage på båden, efter et kort farvel tog Christoffer og jeg ind i land.  Her fandt vi en taxa og sagde” kør en tur, vi vil gerne op på toppen”. Vi var ude og se den gamle flyveplads, hvor et fly tilbage i 1997 styrtede ned med 167 minearbejder om bord, alle døde. Taxaen tog os også op og se kulminen og nogle store antenner som Tom sagde, skulle bruges til ”forskning.”

Det var en vidunderlig dag og oppe fra toppen af fjeldet, hvor antennerne stod, var det den smukkeste udsigt, ud over et kæmpe floddelta og ude i horisonten var Longyearbyen, en lille prik på et vidunderligt billede (Dårlig dag at glemme sit kamera).

Ude på båden igen var Anne smuttet og vi var kun os, der skulle leve med hinanden i lidt over 2 uger.

Vi spildte ikke tiden, kort efter alle var ombord lettede vi anker og forlod Longyearbyen. På samme tid lettede Annes fly og gav og et afskeds brøl.

Vi satte kurs mod Tryghamna, som ligger på den anden side af Isfjorden. Det ville tage en 4 timers tid og så var vi af sted.

Da vi ankom, var klokken 18.00 og der blev lavet aftens mad bøf med løg. Morten og Emil tog en tur ind i land og gik en lang tur på 4 timer, der fandt de et skiffer lag hvor der var fossil på fossil, men de havde ikke en hammer med så de måtte efter lade dem.

I dag fik vi set ”watermakeren” i aktion, den lavede 1000 liter vand på 3 timer, og det smager faktisk overraskende godt.

 

Dag 4 – 2.august 2012

I dag startede vi kl. 6 og skulle sejle langt, Tom regnede med 12 timer.

Tom, Philip og Christoffer tog morgen vagten.

På vej til Kongsfjorden, som var dagens mål, kom vi forbi et sted der hed Polpynten. Her lå der 30 hvalrosser, og da vi begyndte at nærme os rullede en kæmpe og tilsyneladende meget træt hvalros ud i vandet for at lige vise, at vi var tæt nok på og som om en trompet have lydt, vågende alle dyrene og snakkede på livet løs.

Nord for Polpynten, er der et lavvandet område som kun er 4,5 meter på det laveste sted. Så det blev lidt spændende og hele skibet var stille i nogle minutter.

Herfra begyndte det at regne, Tom sagde, at det var det eneste regn han havde oplevet på Svalbard, så vi følte os meget privilegeret.

Jeg tog vagten herfra og til vi nåede mundingen af Kongsfjorden 4 timer senere, her gik jeg ned om læ og Tom tog over igen.

Jeg sad nede om læ og pludselig lyder der et brag, som om at vi sejlede på noget, jeg blev virkelig overrasket og fløj op på dækket.

Det syn der mødte mig over gik noget andet jeg har set før. Foran skibet så jeg en kæmpe bræ, man kunne se at der var knækket en masse af den ned i vandet. Bag den var der et fjeld som var smukt uden lige, det er et billede jeg vil huske resten af mit liv og som vil blive meget svær at over gå. I vandet, lå tusinder af små og store isklumper, nogen så store at jeg ville kalde dem isbjerge.

Tom og Philip stod og spejdede frem af og ledte efter den bedste vej gennem alt isen. Her er man lykkelig for at det ikke er et glasfiber skib man er i, men et skib som Skydancer, som tog det ene slag efter det andet uden en skramme.

Vi lagde os ind ikke langt fra bræen og fik aftensmad, Tom og Philip hoppede i land, der fandt de en gamle is hakke, men ikke manden der hørte til. De opdagende også en mand der sad oppe i et fjeld med et lille telt og vi tror at han studerede fugle.

Efter dem tog Christoffer og jeg ind til bræen med Philip som vagt, der var spor fra flere forskellige dyr og en sæl, der syntes at vi var spændende. Størrelsen af sådan en bræ overrasker en meget, man siger at nu er vi ved at være tæt på men nej den bliver bare større og større.

Den nat lagde vi os alle i sengen med nye livs minder.

 

Dag 5 – 3.august 2012

Det var igen en lang sejle dag 11 timer fra Kongsfjorden til Vigohamna, som ligger mellem 2 øer, Amsterdamøen og Danskerøen.

Turen der til var rimelig stille og rolig motor sejlads. Da vi kom til vores mål var det meget tåget, vi kunne se på AIS’en at der var et stort skib ikke langt fra os men vi kunne ikke se det og pludselig kom det ud af tågen. Oppe i Vigohamna er der rigtig meget historie, for det er her at kapløbet til nordpolen startede. Her har for mere end  100 år siden stået 2 luftskibs hangarer, som var start punktet for luftskibene der skulle nå nordpolen, og før det var der en fangststation for de gamle hvalfangere. Her skal vi ligge i 2 dage for i morgen skal vi ind og se området og Ib og Morten vil prøve at fange nogen fisk i nogen søer der er på Amsterdamøen.

 

Dag 6 – 4. august 2012

Første overlægnings dag.

Der var flere ting der skulle klares på båden og det gik morgenen med. Under klargøringen opdagede vi at holdingtanken var utæt, spilde vandet havde tæret 2 små huller i tanken, så der løb lort ned i maskinrummet.

Og da jeg ikke har en lugtesans blev jeg og Christoffer enige om, at det var et job for os, at lappe de små huller.  Det lykkedes også med et par pakninger og nogen bolte.

Mens holding tanken blev ordnet tog Ib og Morten i land for at gå op og fiske. Der var 3 søer, som der måske kunne være nogen fisk i. De 2 første var for lav vandet og så var der 4 km til en større sø på den anden side af øen.

De prøvede at nå den, men terrænet var for barsk og de måtte vende om, så ingen fisk, men de så en masse andre ting. På en tange der gik langs med vandet så de nogen meget friske isbjørne spor, og lidt længere fremme 2 rensdyr.

Kl. 13 tog Tom, Christoffer, Emil og jeg ind til luftskibspladsen og lod Philip blive på skibet.

I området lå alt hvad der skulle bruges til de Brintbårne luftskibe og ballon skibe. Lange træ spær og over alt var metal der lige så stille rustede. Det var underligt at gå på et sted hvor et kapløb, der næsten kan sammen lignes med rumkapløbet, har fundet sted og hvor mange er blevet sendt ud i døden, for ingen af de luftskibe/balloner, der blev sendt nåede til nordpolen og mange døde i forsøget.

Vi undrede os over at der lå jern granulat over alt, og hvad det skulle have været brugt til. Det kunne Tom svare på, for de havde fundet ud af, at det indgik i en proces til at lave brint. Det var også derfor der lå tønder af jern, som man havde haft syren i, for de hældte syre på jerngranulatet og skabte der ved brinten.

Man kunne se den ene hangar lå som var det sidste år det faldt sammen og træet var næsten ikke råddent og hver eneste jern beslag var næsten ikke rustet. Det havde stadig de skarpe kanter og man kunne tydeligt se gevindet på nogen af dem. Det siger noget om klimaet, for det må jo være sneen og den meget tørre luft, der beskytter det 80 % af året.

Senere på dagen kom der en gummibåd fra et stort turistskib, der lå for anker uden for bugten. Det var 2 canadier som arbejdede ombord på skibet, de ønskede os en god tur og lovede os at vi ville se isbjørne.

Om aftenen havde jeg vagten, mens Philip, Morten og Tom var inde i land.

Inden vi gik i seng fik vi os en sundowner, som er en øl mens solen går ned, der var bare den lille detalje at solen ikke går ned.

 

Dag 7 – 5. august 2012

Kl. 9.00 tog vi fra Amsterdamøen

Philip, Ib Christoffer og Tom startede på vagt.

Dagens mål var Texas bar som ligger i Woodfjorden. Efter nogle sømil nord på nåede vi 79.548 breddegrad her kun 6 sømil fra nordpolen vendte vi mod øst, til vores styrbord var noget af det nordligste på Svalbard og lige ret forude var Beringstrædet. Lige bag os var Grønlands nordøstligste punkt, vi kunne godt nok ikke se det og det ville tage et stykke tid at kommer der til men det er bare for at sætte det hele lidt i perspektiv.

Da kl. blev 14.15 ankom vi til mundingen af Woodfjorden. Her var det andet område vi har sejlet forbi, hvor terrænet var fladt.  Over alt var der drivtømmer og fugle var det også overalt.

Woodfjorden er en kæmpe fjord med mange forskellige naturtyper og dyr. Nede i bunden er der en kæmpe bræ, som kælver.

Det var meget tåget så jeg gik på vagt på fordækket, radaren blev tændt og der blev sat en vagt på den. lige som Christoffer gik ned om læ kom der en finne til syne, vandet var helt fladt så vi var ikke et sekundet i tvivl om at det var en hval. Vi råbte ned om læ, at der var hvaler og så kom mennesker flyvende op bare i trøje og strømpesokker. Der var mere end en hval, for lige efter den første finne var kommet til syne kom 2 mere til syne. Emil havde heldigvis taget et kamera med, så han klipsede løs, men jeg tror kun det blev til et brugbart billede. 3 gange op og så var de væk. Efter det var vi flere der stod oppe på dækket og kiggede, inden for en time så vi en mere, så var vi lykkelige.

Kl. 17.30 smed vi anker uden for fangst hytten Texas Bar, den skulle vi ind og se næste dag. Inde i bunden af fjorden kunne vi se den 5 km brede bræ trone sig op, et syn jeg sent vil glemme.

Christoffer og jeg stod på madlavning så vi smed noget sammen. Under aftensmaden snakkede vi om hvordan man kunne løfte påhængsmotoren af og på gummibåden lettere end det system vi brugte nu, så Tom og jeg gik i gang med alternative løsninger lige efter aftensmaden. De andre vaskede op og snakkede.

Mens vi stod og arbejdede med det, kiggede Tom op på fjeldet, gik hen til lugen ned om læ og sagde ”nå så vil jeg gerne have den whisky”…

Det næste her er fra min søns vinkel.

Der var lige et split sekundet hvor, vi kiggede på hinanden, Morten, Ib, Emil, Philip og jeg, Christoffer. Vi vidste alle hvad det betød. Isbjørn. Tom kunne lige så godt have trykket på brandalarmen, for der var samme næsten panik lignende tilstand. Alle spang op fra deres stole og løb ind og ud mellem hinanden, jeg var på vej på dæk da jeg kom i tanke om mit kamera, jeg vendte om på hælende og så at alle også havde fået den ide alle var på vej ind i deres kahyt for at finde kikkert og kamera. Jeg måtte undvige en dør og et menneske for at komme helskindet hen til min kahyt, tog mit kamera og løb op på dæk.

Oppe i fjeldet på en lille hylde var der ikke en men to isbjørne, en mor med dens lille unge. Hele skibet stod bare og kiggede de første sekunder.(Christoffer slut)

Jeg kiggede på min søn efter et par sekunder, og han havde allerede fundet den store linse frem og var klar til at skyde løs.

Alt vi ser her fra er næsten kun bonus.

Isbjørnene blev i vores synsvinkel næsten hele aftenen, vi sad og spillede spil og kunne kigge ud på de to isbjørne, der bare lå og slappede af.

Da aftenen gik hen mod nat gik de dog ud af syne bag et fjeld, ikke langt fra Texas bar, så geværet skal med i morgen nå vi skal der ind.

 

Dag 8 – 6. august 2012

Planen for dagen var, at vi skulle ind og se Texas bar, ind i bunden af fjorden og se en stor bræ og slutte af med at sejle over til en naturhavn, som hedder Mushamna.

Kl. 9 var første hold på vej ind mod Texas Bar. Det viste sig at være en lille fanger hytte, hvor man kunne sove to mennesker, med et bord, en brændeovn med en plade til kogegrej, og lidt mad. Det er en hytte der bliver brugt, som nød bolig for mennesker i problemer, derfor var der lige et par dåser med bønner.

Set ude fra var det noget gammelt brænde der var stablet, og på siden med indgraveret skrift stod der ”Texas Bar.” bare det at komme ind i hytten viste sig at være en udfordring, som vi jo vidste, var det her sted fyldt med isbjørne, så der var isbjørne sikring på døren. En stor træplade med store træ vanger som holdt den på plads.

Efter et kort visit, hvor vi skrev i gæste bogen og lagde to øl(Odense pilsnere), Vi fik et fint indtryk af, hvor trangt der kunne være og hvor lidt plads man egentlig har behov for.  Herefter gik vi en tur i området, i håb om at vi kunne få lov at se isbjørnen. Næste hold var klar da vi kom tilbage. Lige da de kom tilbage blev Tom hejst op i masten, for der har været en del problemer med modtagelsen på bådens mellembølge radio, så Tom ville op og kigge på antennen. Han så ikke noget der kunne tyde på, at der var noget galt.

Gummibåden op, anker let og væk. Der gik ikke mange minutter før at vi var på vej væk fra Texas Bar, og på vej mod den store bræ i horisonten. Som vi kom nærmere blev det koldere og koldere, og vandet blev dækket af isklumper. Da vi kom tæt på var det 180 graders panorama udsigt, den kælvede over alt og man kunne høre den, som en fjern rumlen. Vi kunne desværre ikke komme helt tæt på, for ca. 3 – 400 meter fra den pakkede isklumperne sig til en stor kage. Det var her vi oplevede det koldeste på turen 2 grader og en god blæst.

Vi vendte om og gik mod Mushamna, den ligger på den anden side af Woodfjorden. Det tog et par timer at komme der over.

Da vi kom der til gik Christoffer og Emil på fordæk for at klargøre ankeret.  Foran os kunne vi se hvad der lignede en sø, men helt inde i bunde af den var der en lille åbning, som ikke var ret meget bredere end SkyDancer er lang, og ekkoloddet viste et tal der var meget spændende, men vi kom ind. Inde i denne natur havn var der spejl blankt vand og vi var beskyttet fra alle sider ikke en sø kom ind.

Der var en anden båd som lå for anker, og der lige foran os var der noget hvidt, og ja det var en stor isbjørn. En stor han lå lige foran skibet inde i land, og den var helt ligeglad med at vi kom. Christoffer og Emil var lige ved at glemme at smide anker.

Jeg stod for madlavning, og den stod på hval bøf, det var første gang for mange af os.

Aftenen var hyggelig som de plejer og vi lå her natten over.

 

Dag 9 – 7. august 2012

Kl. 06.00 afgang, dagens plan var at komme op over 80 breddegrad og lidt længere op til Muffen, som er en lille ø.

Tom og Philip havde første vagt, men da Emil og Christoffer jo skulle op og tage anker op, så var de også med oppe. Isbjørnen lå stadig og dasede, men da vi hev vores anker op blev den alligevel lidt mistænkelig over, den ukendte lyd. Den rejste sig og kiggede lidt omkring, men blev hurtig rolig og lagde sig igen.

Da vi kom ud af natur havnen og ud af den lille bugt den lå i, gik vi stik nord, og mod firsenstyvende breddegrad. Vi havde været lidt bekymrede over, hvordan vejret ville være, for ude ved Muffen er der intet at gå i læ bag.

Vejret var fantastisk, høj sol og næsten ingen vind, så derfor opdagede de ikke nede om læ, at vi var undervejs. Det var først da Christoffer kom ned om læ og sagde 05 mil til 80 breddegrad og 0,7 sømil til Muffen.

Lige da jeg kom op var vi ved 80 breddegrad og vi kan nu sige at vi har været på der, ude i vandet var der en meget lav ø ikke meget mere en 3 meter på det højeste og en sømil på langs. Det var Muffen. Muffen er et vigtigt parrings sted for hvalrosser, og derfor er det ikke lovligt at komme under en 300 meters grænse fra øen. Som vi kom tættere på kunne vi se et syn vi havde set før, en kæmpe klump hvalrosser liggende på land. Vi satte farten ned som vi nærmede os, og alle kom på dæk. Pludselig ud af ingen ting stod der en række af store hanner, 7 styk i alt. De hævede sig en meter over vandet og sprøjtede en vandtåge, der stank værre end en fiskemelsfabrik, op i luften. Det var deres måde at sige ”Kom ikke nærmere”. De var ikke mere en 10 meter fra stævnen af skibet, så Tom slog bak.

Ikke før på turen har kameraerne været på større opgave, 300 billeder blev skudt på 5 kameraer i løbet af 5 min.

Efter de var taget ville vi ikke forstyrre hvalrosserne mere, så vi vendte snuden mod Magdalenefjorden. Her fra tog jeg over og Christoffer blev oppe ved mig. Vejret blev kun bedre, som timerne gik, og det gjorde kun Svalbards fjelde pænere.

Ude foran skibet så jeg noget i vandet, jeg undrede mig over det, for det var ikke en hval. Jeg ændrede kursen en grad. Lige 1 min efter kom en 8 meter lang og 80 cm tyk træstamme lige om bagbord, så er man lykkelig for at man stod og kiggede frem efter.

For at komme frem til målet skulle vi ned forbi Danskerøen, hvor vi lå tidligere på turen. Magdalenefjorden er et af de mest besøgte steder på hele Svalbard, der tager alle charter skibene hen, da det er et meget smukt sted. Ja da vi kom, lå der et krydstogtskib, og tog næsten alt ankerpladsen.  Vi fandt en plads og havde derved, fået plads på forreste parket til, at 100 mennesker gik i land. Der var sågar en af dem der var så frisk at hun hoppede i vandet, og vi var meget benovet over at hun ikke en gang råbte lidt da hun gik i.

Som det sidste den dag fejrede vi, at vi alle nu havde været over 80 breddegrad. Til denne anledning havde Tom gemt en special Rom som vi smagte, aftenen sluttede med terning spil af de unge og Tom planlage sejladsen i morgen.

I morgen skal vi en tur i land og se en jagt hytte og en kirkegård med flere hundrede gravpladser. Inde i bunden af Magdalenefjorden er der en gletcher og den kælver hele tiden, mens vi har været her er vinden vendt så isflagerne vil komme drivende ned i det område som vi er, så vi skal holde is flage vagt. Min vagt var fra 22.00 til 24,00. Om natten kom der et kæmpe is bjerg glidende ned mod os, så vi gjorde klar til at flytte os, men det endte med at det gled ned forbi vores bagbord side, dog ikke uden at den skulle banke ind i os, så atter en gang er det dejligt at vi er i et stålskib som er bygget til isfyldt farvand.

 

Dag 10 – 8. august 2012

Tom kaldte på os kl. 9.45 og jeg troede at kl. var 7.00 siden vi er kommet her op er mit ur begyndt at gå i stå. Nu er det sådan at mit ur har selvoptræk, så årsagen er nok at jeg laver for lidt.

KL.10.45 tog vi ind i land, Christoffer Philip Emil og jeg, for at gå en tur i området. Planen var at se en jagthytte som var lige i nærheden, men inden vi var kommet et stykke hen af bredden, blev vi angrebet af Terner, så jeg måtte hurtig tilbage til gummibåden, for at hente en åre. Den blev holdt over hovedet og så var det den som ternerne angreb, det viste sig ret hurtigt, at det var os som var kommet for tæt på nogle reder, så da vi gik en anden vej var problemet løst. Efter denne oplevelse gik vi ind på øen og ind i en anden lille vig hvor der var en gletcher. Turen var en vandring på store sten og fjelde og her blev man igen glad for de store travesko, som vi havde på. Når man går i naturen her, er det meget sjældent, at man ser menneske spor, men derimod dyrespor ser man hele tiden. På vejen tilbage så vi den store begravelsesplads. I tiden fra 1600 tallet til 1900 tallet var der mange Hvalfangere som døde i dette område og blandt fangerne var der den tro at døde man, om det var på land eller til vands så skulle man begraves på land, og lige her var det rimeligt nemt at grave et hul.

Herefter tog vi gummibåden ind til en gletcher, det bliver man aldrig træt af at se på

Da vi kom tilbage til båden havde Emil og Christoffer fået den ide at de ville ud at bade, så de blev sejlet ind på sandstranden. Her kunne vi andre så se hvor hurtigt de kom i vandet og op igen, i vandet lå der isklumper over alt, men trods dette blev de utrolig hurtig tørre og varme igen, på grund af frosten er luften meget tør.

Kl. 15.00 lettede vi anker for at sejle 35 s/m. Syd på, der var en sydlig vind på 6 til 7 m/s, men da vi kom ud fra fjorden hvor vi ikke var i læ for fjeldene mere, blæste det 14 m/s og der var nogle store dønninger, så efter en times tid smed vi anker på vores tidligere ankerplads. Her fik vi besøg af 2 andre både, som også havde søgt læ for natten. Jeg var efterhånden blevet træt af at høre på motorens udstødningsrør så jeg fandt noget tyk udstødnings slange frem og vinkelsliberen blev startet op. På Skydancer er der næsten alle de ting man kan forestille sig man kan få brug for, hvis uheldet skulle være ude, så det er meget betryggende. Senere på dagen opdagede vi, at den ene åre var brækket, så den blev limet nede i maskinrummet, her var der rigelig plads til at lave en opstilling så den kunne blive limet. Om aftenen bagte vi rugbrød / franskbrød og en kage til aftens kaffe.

 

Dag 11 – 9. august 2012

Afgang fra Magdalenefjorden kl.11.00

Natten havde været noget urolig for der var kommet flere is klumper/bjerge flydende i løbet af natten og nogle hamrede ind i båden. Det kan høres når man ligger for anker og køre fra side til side. Men afgang blev det og vi gik ud i den næsten samme vind som dagen før. Vi fik sat sejl og havde besluttet at gå til havs i håb om at søen ville blive noget mere regulær at sejle i. Efter 2 timer var vi nået 6 s/m ned af kysten og flere af besætningen havde begyndende søsyge, min søn Christoffer havde været ved kummen. Nu besluttede vi, at blive ved kysten og næsten samtidig drejede vinden lidt, så vi lå lidt i læ. Turen herefter gik med god sejlads i rigelig vind, men vi kom i den rigtige retning med en fart på 7 knob. Jeg var i cockpittet på hele turen, det var lidt koldt, men ikke så det blev et problem. Under bjærgning af forsejlet fik jeg en sø ind over mig, men mit gode regntøj holdt vandet ude. Vi ankom til Ny Ålesund, som er den nordligste beboelse i verdenen og fik båden lagt til kaj for første gang på turen, yderst professionelt af skipper Tom.

En tur i land. I byen Ny Ålesund bor, der om sommeren ca. 200 personer hovedparten forskere som kommer fra 20 forskellige lande. De forsker i miljø på mange forskellige planer; vandmiljø /  klima/ dyreliv/ samt noget så specielt som en flyvende snegl, noget som vi syntes lød lidt specielt så det blev straks undersøgt på nettet, da vi for første gang siden afrejse fra Longyearbyen havde fået telefonforbindelse.

Om vinteren bor her ca. 35 personer, vi har besluttet at vi bliver her en dag mere da det stadigt blæser en del. Om aftenen fik jeg ringet til min kone, Yasmeen som var i sommerhus sammen med min datter og svigersøn, samt min nye barnebarn Ingeborg. Jeg kunne høre Ingeborg skrige i baggrunden, dejligt, jeg blev helt rørt.

Under aftensmaden lavede vi en plan for den næste uge. Besætningen Christoffer, Morten, Philip, og Emil spillede vest. Et spil som de går meget op i, Ib og jeg spiller 4 på stribe og Tom er gået i seng med bogen

Landsbydreng- Røgterdreng en bog af Torben Nielsen

 

Dag 12 – 10. august 2012

Efter morgenmaden gik Christoffer og jeg en tur op i byen her så vi 2 tømrer, som var ved at udskifte træ beklædningen på et hus, (nej det gjorde de ikke) ved nærmer øjesyn de skiftede kun vind pappet og satte den gamle træ beklædning på igen for det fejlede ingen ting. Jeg var henne og mærke på træet og det var helt frisk, så ud som nyt, men tømrerne kunne fortælle at det var 70 år gammelt.

Andre gik og lavede fjervarme, normalt på Svalbard trækker man rørene i nogle lange træ kasser 1 meter over jorden, men her gravede de dem ned i jorden. Længere oppe i byen, så vi verdens nordligste og mindste post hus, her fik vi et postkort samt nogle stempler. Herefter gik vi en dejlig tur rundt i byen og så at alt virkede, et dejligt lille samfund med masser af forskellige nationaliteter, en Havnemester som ikke havde stress. Vi skulle op til ham 4 gange før vi fik lavet en aftale med ham. Stor gæstfrihed; vi lånte hans private computer.

Om eftermiddagen gik Morten, Ib og jeg en tur på 10 kilometer, jeg havde været ved havnemesteren, for at høre, hvor vi skulle gå hen, hvis vi gerne ville opleve en bjørn på tæt hold. Bjørnene, sagde han, var set på den tur vi fik anbefalet. Turen blev til en 5 timer lang gåtur hvor vi bl.a. så følgende dyr med mere:

  • 4 sæler, der lavede opvisning for os, den ene troede vist den var en delfin.
  • Rigtig mange hvidkindede gæs
  • Det samme med sort gæs
  • 300 terner (vi talte 5 gange)
  • 30 grå måger også kaldet havheste
  • 2 rensdyr skeletter der var slikket rene, dog med enkelte kød rester. Så ud som om de var nedlagt for få timer siden
  • 1 rensdyr på tæt hold. Det kiggede på os som om det ville sige ”mig skræmmer I ikke”

Derudover så vi valmuer, smeltevandsfloder, 2 fangst hytter, en gammel og en ny, isbræen i bunden af fjorden, en gravplads m.m.m.

Vi havde her en fornemmelse af, at være de første ud over dyrene der havde gået her. Vi så rigtig mange spor efter dyr, men ikke menneske spor.

 

Da vi kom tilbage opdagede jeg, at det egentlig var min tur ril at lave aftensmad, dejligt at Tom var gået i gang, så klokken 18.30,var aftensmaden klar.

 

Dag 13 – 11. august 2012

Afgang mod Pol pynten klokken 8.00

Pol pynten er et sted, hvor man kan se hvalrosser, og vores plan var, at vi ville smide anker tæt ved, og så sejle ind i gummibåden.

Vejret var meget tåget, da vi kom ud. Vinden 2-4 m/s. Fra NV. Der var opklaring på vejen. Vi passerer forlandsrevet kl.11.15. Det er en meget smal passage. Efterhånden god sigt og jeg overtog styringen til Pol pynten. Vi forsøgte at ankre, men for første gang kunne ankeret ikke få ved. Vi fulgte derfor pynten rundt og så kun 4 Hvalrosser, så idéen om at komme i land blev opgivet.  Vi sejlede derefter mod en Vig på den anden side, hvor vi håbede på læ. Eidem bræen var navnet, her var meget flot, men dønningerne kom løbende ind sydfra, så det var umuligt at finde ro for natten. Beslutningen blev derfor lavet om, vi satte kurs mod Trygg Hamna, hvor vi ankom klokken 19.00 efter megen rullen rundt i dønninger, med en fart på 8 knob Her var perfekt for en Nv. Vind. Totalt fladt vand, så vi fik en dejlig nat og vi planlagde en dag i morgen med fossil jagt.

 

Dag 14 – 12. august 2012

Vækkeuret ringede klokken 9.15.

Vi kom i land klokken 11.15. Bredden vi kom ind på var ral, sten og ler, vand og bløde arealer, hvor der i denne tø periode havde løbet mange små bække ned. Underlaget vi gik på var rimeligt stabilt, for mange af bækkene var udtørret.

Vi havde planlagt at nå frem til et stort område med skifferlag, med det formål at finde forsteninger eller aftegninger af begroninger, og vi fandt flere tusinde. Vi brugte hammer og skruetrækker.

Senere gik vi op til gletsjeren, som var en smeltende gletsjer. Vi gik ikke op på den, da der under den løb en voldsom gletsjer flod, og vi kunne være uheldige at ryge gennem en sprække og ned i floden.

Vi kunne også når vi gik langs med siden af den, se ind under den; store huler og store udhæng. Her så vi ingen spor af dyr.

 

Dag 15 – 13. august 2012

Afsejling Trygg Hamna kl. 9.00 78 15.9 N13 46,2 E

Vi sejlede nord vest i Isfjorden, målet var Pyramiden en forladt russisk by. De sidste 15 sømil op mod Pyramiden var noget af det flotteste endnu set på turen. Bjergene specielt på bagbord side var enormt flotte, man mener det er bjerge der er skudt op fra havbunden. I lagene var sten i alle jordfarverne, rigtigt flot. 3 steder på vej derop var der vige, hvor man kunne se ind i baglandet, hvor det var grønt og mos overalt.

Da vi ankom viste det sig at det var en mineby, som russerne havde bygget, for dels at gøre krav på landet og dels for at vise vesten at det kunne man, altså bygge en hel by op. Et sovjetisk prestigebyggeri.  I byen har tidligere boet 1200 mennesker. Der var opbygget et totalt samfund, skole, børnehaver, sygehus koncertsal, svømmehal, boligblokke, hotel, kro, forsamlingshus og kulkraftværk samt landbrug. Byen blev forladt i 1998, og russerne efterlod kun ganske få personer, 5 – 10 om sommeren og 2 – 3 om vinteren. Byen står som forladt, Det ser ud som om, en telefon havde ringet og det var blevet meddelt, at om en uge bliver alle afhentet.  Skovle stod stadig i kul bunkerne og en havde efterladt sine udtrådte lædersko. Jeg fandt en skjorte der helt sikkert havde ligget der i 15 år, men den var ikke nedbrudt.  Her bestemte jeg at jeg godt kunne bruge en dag mere.

Inden vi tog tilbage til båden var vi forbi kroen. Her skal man forestille sig et pænere russisk værtshus, med tæpper på væggene og sildeparket på gulvet sammen med et hav af træudskæringer, bøjet jern og meget glimmer. Men intet af det var lavet efter vores standard. Vi fik os en øl, dog ikke russisk men belgisk.

Det var ikke svært at forestille sig, hvordan russerne på dette sted havde levet.

 

Til nu har vi sejlet i 76 timer, brugt 8,8 liter motorolie, sejlet 292,8 sømil, brugt 1216 liter dieselolie (hertil skal bemærkes, at vi har 2 store generatorer og en vandmaskine ombord, der også bruger dieselolie) derudover er der brugt for 230 kroner benzin til påhængsmotor.

 

Dag 16 – 14. august 2012

Sted Polpynten: solskind dejligt vejr, totalt vindstille.

Første hold i land var Tom, Philip og Emil kl.10.00 kl. 12.30 tog Christoffer Morten og jeg i land, vi ville på landtur og se hvordan vandet kunne ødelægge alt. Når det bliver sommer på Svalbard og temperature bliver omkring 8 til 10 grader, så kommer der meget smeltevand fra baglandet. Vandet havde gravet store kanaler i landskabet, og de 5 Russere som boede i byen, havde meget arbejde med at styre smeltevandet. For hvis de ikke lavede kanaler, ville vandet komme meget tæt på byen Pyramiden.

Et andet sted vi kom forbi stod der nye mursten til et stort lejlighedskompleks, der var sten i tusindvis, som stod på paller klar til brug.  Underligt at ting ikke bliver nedbrudt her på Svalbard, men årsagen ligger i at det fryser meget og at luften er utrolig tør. Man får hurtigt tørre læber og hvis man bliver våd tørrer tøjet i løbet af få minutter. En dejlig spændende tur i Rusland? I havnen var der et skib som var sunket, på pladsen foran stod 2 små fiskeskibe bygget i USSR. Byggemetoden og kvaliteten var forbavsende ringe, et eks. der var kæde træk fra motoren og op til et spil, hvor man kunne bjerge fiske net, det må have været noget farligt at arbejde på skibet til søs, men hva´, det så nu heller ikke ud til, at man havde brugt bådene ret meget. Årsagen kunne være, at der ikke er så mange fisk at fange i dette område.

Udenfor lå byen der meget metal affald, et andet sted stod der et tæskeværk til at frasortere frø fra græs, det er næsten umuligt at forestille sig, at man har kunnet avle frøgræs, med den korte sommer på max 8 uger. Eller også var det bare sådan, at hvis der er et landbrug skal der også være et tæskeværk, for det var der også i alle de andre russiske kollektiv landbrug??

Det hele var en meget positiv oplevelse, som til en hver tid kunne gøres igen.

Da kl. var 15.15 kaldte vi skibet over VHF og vi blev hentet i gummibåden, SkyDancer blev gjort sejlklar, og vi sejlede tilbage mod Longyearbyen, hvor vi var kl. 19.30

På vejen tilbage, som tog 4,5 time ca. 35 sømil, sad jeg i cockpittet og beundrede det flotte landskab og filosoferede over, at det jeg lige havde set var et Russisk prestigeprojekt, hvor man ville vise vesten, hvor dygtige de var til at sørge for deres landsmænd. Næsten samtidig kunne jeg høre min mobil, som fortalte mig at jeg havde fået net, herefter slog tankerne total om, jeg var nu på vej hjem til hverdagen. Christoffer og jeg fik taget nogle billeder af hinanden i vores sejlertøj, hvor kun øjnene var fri. Kl. 18.00 gik jeg om læ for at lave aftensmad. Vi skulle have æggekage med pølser. Tom gav rødvin, Philip vaskede op, og vi andre sad og hyggede os spillede senere 4 på stribe og spillede kort.

Da jeg skulle i seng gik jeg en tur op i cockpittet i solskin og så en sæl som lige skulle sige godnat.

 

Dag 17 – 15. august 2012

Opgave fordeling

Oprydnings dag:                                                                                                                for alle

Opgørelse af kost penge:                                                                                             Tom

Opgørelse Diesel penge til generator, fyr og vandmaskine.                                                        Tom

Opgørelse Havnepenge.                                                                                                Tom

Rengøring af skibet indvendig                                                                                     Ib og Morten

Vask af fribord samt vandlinje                                                                                     Philip og Emil

Vask af dæk med sæbe                                                                                                  Christoffer og Bjarne

Kontrol af olie på alle motorer                                                                                     Bjarne

Lap af gummibåd                                                                                                             Christoffer Philip og Emil

Indkøb til aftensmad.                                                                                                      Ib.

Vask af tøj viskestykker håndklæder skippers tøj                                               Philip og Emil.

 

En dejlig dag, hvor meget blev lavet, årsagen var nok at der blev holdt et ”Tvind møde” i ring om bordet om læ.

Personligt mener jeg, at man ombord på et skib, hvor man skal være sammen om et projekt og hvor der ikke kun er en, der bestemmer, at man skal holde et kort møde hver dag Kl. 8.00. og her løser man dagens problemer og opgaver. Alt har i min verden vist, at det løser meget. I dag kom der et nyt besætningsmedlem, som skulle være på båden i 2 måneder

 

Dag 18 – 16. august 2012

Christoffer og jeg tog i land kl. 9.00 for at vaske sengetøj, IB og Morten var taget med flyet i nat og vi havde lovet at vasketøjet var noget Christoffer og jeg tog os af. Vi havde forskellige ting, som vi skulle have klaret i land, så det passede fint med vaskemaskinen oppe på havne kontoret. Først skulle vi op til Sysselmanden og aflever vores fiskekort, det var meget enkelt, for vi havde ikke fanget noget. Christoffer og jeg havde et væddemål, der skulle afregnes, jeg havde tabt 2 øl til ham på turen.

 

Dag 19 – 17. august 2012

KL 0.01 skulle vi hente et nyt besætningsmedlem i lufthavnen hans navn var Bent, turen til lufthavnen tog kun ganske få minutter, for båden lå lige for enden af landingsbanen, og Tom havde lånt en bil. Vi andre Philip, Emil, Christoffer og jeg skulle i lufthavnen ved 3 tiden og flyve fra Svalbard kl.4.00. Christoffer og jeg var i København kl. 11.15. fredag middag efter en fantastisk tur, med så mange oplevelser i bagagen, at vi vil mindes denne tur vil mange år frem i livet. I København kom min kone Yasmeen og hentede os, det var dejligt at se hende igen.

 

Som gave til mit barnebarn havde Christoffer og jeg købt en dejlig blød Isbjørn, på verdens nordligste bebyggelse. Da vi afleverede den opdagede min svigersøn at der sad et lille skilt på bjørnen, hvor der stod lavet på Fyn Denmark. Hvad kan man lære af det?? (Verdenen er lille.)

 

*******  STOP på Bjarne (formand Horsens sejlklub) rejeseberetning, 1. august – 20. september 2012, Etape 2 på Svalbard *******

 

Jorden er forskellig – også under vandet

*******  START på Bent Lisdorf’s rejeseberetning, 20 august – 2. september 2012, Turforløb Svalbard til Tromsø *******

Jorden er forskellig – også under vandet

I Adventfjorden ud for Longyear Harbour er der en dejlig, fed jord. Da vi trak ankeret op lørdag den 18. august, skulle vi spule adskillige kilo fed ler af. Jo, ler giver godt udbytte til landmanden og god ankerbund til sømanden. Vi sejlede vestpå ud af Isfjorden og nordpå, hvor vi ankrede op i Eidembukta. Vi fik en stille og rolig nat med en beroligende brænding som baggrund for en lang god nats søvn. Det vil sige, nat og nat. Det er nat med nat her på stedet (ca. 78° N) indtil den 23. august; men det vænner man sig hurtigt til.

Om søndagen sejlede vi videre til Selvaagen på østsiden af Prins Karls Forland. Undervejs var vi inde at hilse på en samling søvnige hvalrosser. De var totalt ubevægelige, på nær en luffe løftet i søvne af og til. Dog bemærkede vi, at hvalrosserne havde udsat en vagtpost lige syd for den pynt, de lå på, og den vagtpost syntes åbenbart ikke, at vi kom for nær. Vi ankrede op på 37 m vand med en vejrudsigt lydende på vestlig vind 5 til 6 Beaufort. Det var godt nyt, for vi lå godt beskyttet af Prins Karls Forland.

Omkring kl. 4 mandag morgen bød SkyDancer op til dans. Vinden steg til 15 – 20 m/s og fra nord, den værst tænkelige retning. Vi begyndte at drive for ankeret, så det var op med krogen og af sted. Ankeret var helt rent, kæden ligeledes, så vi havde plantet vort anker i sandbund, hvilket er lige ringe for landmanden og sømanden. Vi sejlede østpå med vinden stigende til 25 m/s; temperaturen var nede på 1° C, og det svarede til -18° C i vindstille. Endelig efter mere end tre timers hård og anstrengende sejlads kunne vi kl. 0810 ankre op i en lille bugt, der kun var åben mod syd, på 27 m vand. Da gjorde det godt at få varm kaffe, æg og brød, marmelade og ost til at varme den kolde krop op inden et par timers hårdt tiltrængt søvn. Imidlertid var vi ikke helt fri for fare. I denne bugt var der – lige som i de fleste andre – en bræ, og bræer har det med at kælve. Det gjorde denne her også, og kalvene havde det med at komme hen og skubbe til SkyDancer, så vi blev nødt til at gå ankervagt hele døgnet igennem.                                                                                   BL 202235 B

 

Ekspedition i isbjørnenes land

Den næste dag sejlede vi ganske kort til en bugt med det tillokkende navn Trygghamna. Her lå vi virkelig trygt, selv om roen forstyrredes af en fransk turistbåd, Polaris I, der satte turister i land og hentede dem igen et par timer senere. Der må være penge i det skidt, tænkte jeg.

Næste dag tog Tomas og jeg ud for at udforske det spændende, ukendte land. Behørigt udstyret med rygsække, kikkerter, spadserestok, skarpladt Sauerriffel af sværeste kaliber (magnum 300) og en signalpistol blev vi sat i land fra gummibåden og var beredte på det værste. Vi havde fået instruktioner om, at vi, hvis vi mødte en isbjørn, skulle skræmme den væk ved at råbe højt og se truende ud. Hvis det ikke var nok, og bjørnen nærmede sig, skulle vi affyre signalpistolen, og først hvis heller ikke dette var nok, måtte vi bruge riflen. Og det skulle ikke være for at skræmme den lille, søde bamse. Det skulle være for at slå den ihjel. Vi havde også fået at vide, at et unødvendigt bjørnedrab ville udløse en bøde på 200.000 kr. efter en undersøgelse lige så grundig som ved et manddrab, så der var ingen legal mulighed for at anskaffe sig et lækkert isbjørneskind til at lægge foran pejsen.

Vort mål var en bræ i bunden af fjorden, så vi fulgte kystlinjen derhen. Dette nye og spændende land havde haft besøg af andre, kunne vi se på fodaftrykkene af støvler af europæisk oprindelse, så vi var ikke de første. Fra fjerne lande var der også ”fodaftryk” i form af drivtømmer, ret meget endda. Vi undrede os over, hvordan det havde kunnet finde vej ind i bunden af en fjern fjord på Spitsbergen, men måtte tage kendsgerningerne til efterretning.

Ekspeditionen gik kun langsomt frem. Dels skulle vi jo holde øje med isbjørne i både det nære og det fjerne, og dels skulle vi se efter, hvor vi satte vores fødder, for stranden var ret stenet og ujævn. Den værste forhindring var de små bække, der løb ned til stranden som børn på en varm sommerdag, ukoncentreret og uden mål og med. Strømmen kunne være rivende og vælte en fuldvoksen mand omkuld, frygtede vi, så enhver passage indledtes med at sende en mand i ankellange gummistøvler frem for at pejle dybden med spadserestokken. Somme tider skulle vi gå langt, ja op til et hundrede meter, for at finde en passende overgang, hvor dybden ikke oversteg 20 centimeter, strømmen ikke rev os med eller gav os våde sokker.

I det meget fjerne fik vi øje på tre lokale rensdyr, der gik og søgte efter føde i dette gudsforladte land, hvor føden er yderst sparsom og nærmest kun til stede i sommertiden fra juli til august.. Svalbardrenen er mindre end dens kontinentale artsfæller og mere kompakt for ikke at have så stor en overflade at afgive varme fra. Den er sammen med ræven og rypen det eneste oprindelige, fastboende landpattedyr på Svalbard, så den må jo vide noget om, hvordan man overlever som ren i dette kolde og golde miljø.

På vej hen mod bræen bemærkede vi, at nogen holdt øje med os. Det var nogle sæler, der fulgte os neddykket, men til tider dukkede op for at holde øje med sådan nogle urostiftere som os. Selv om vi stod helt stille og fotograferede dem, syntes de alligevel, at vi var nogle besynderlige væsener, der skulle holdes øje med.

Helt henne ved bræen bemærkede vi, at den ene side var møgbeskidt, som om en kraftig udladning af forurening fra Ruhrområdet var slået ned lige her, mens den anden var jomfrueligt ren med spændende blå nuancer i alt det hvide, så det var den, vi fotograferede i sikker afstand, da vi jo nødig skulle have et par tons is i hovedet. ”Forureningen” måtte skyldes en iblanding af jord fra det område, bræen havde arbejdet sig igennem de sidste par hundrede år.

Mens vi ventede på afhentning fra SkyDancer, fandt vi tæt på strandbredden en prægtig brandmand, der trods – eller måske snarere på grund af kulden var meget aktiv. Den var meget energisk i sine bestræbelser på at komme rundt i vandet, så jeg kom til at tænke på Storm P: ”Det må være koldt at være rødspætte (eller brandmand på Svalbard)”.                                        BL 302308 B

 

Sidste landgang på Spitsbergen

Efter nogle dage i bugterne nord for Isfjorden kom vi om fredagen tilbage til Longyearbyen. At Svalbard ikke er Tivoli, blev vi mindet om gennem VHF-radioen onsdag aften, hvor vi hørte, at en gummibåd med turister fra Polaris I, der havde forstyrret roen i Trygghamna, i nabofjorden sejlede for tæt på bræen. Den kælvede, og en fransk kvinde sidst i fyrrerne blev åbenbart ramt af isen og døde.

Oppe i byen var Tomas og jeg på museum og Svalbar, hvor vi selvfølgelig fik en svalebajer, og derefter provianterede vi til 10 dage. Om lørdagen sejlede vi ind til kajen og tog 2,8 t dieselolie om bord, så nu kan vi sejle i tre uger, om det skulle blive nødvendigt.

Desværre tegner vejret sig dårligt: Sydøstlig vind 15 m/s (op til 22 i stødene), men mandag skulle vinden gå om i øst og nord og blive svagere. Den hårde kuling tvinger os til at skifte ankerplads nogle gange, indtil vi finder et sted på 23 m vand, hvor krogen virkelig får bidt sig fast. Vinden er mærkelig her på stedet. Den kan blæse med 15 – 20 m/s i fem minutter og så holde en pause med 3 m/s i fem minutter, inden den tager fat igen. Det må skyldes de fjelde, der omgiver os her i Adventsfjorden. Så nu ligger vi blot og kommer hviledagen i hu, mens vi afventer svagere vind og åbent hav, bager rugbrød og holder ankervagt.                                                                BL 261436 B

 

Imellem Spitsbergen og Tromsø

Med Bjørnoya agten for tværs om bagbord er vi nu halvvejs. Vi har sejlet i 38 timer og arbejder i ”kinesertørn”: 4 timer vagt, 4 timer fri. Det varer ikke længe, før man finder sin køje, når man har fri. Vejret er ret godt i dag. Vinden er på vej fra sydøst til syd, men når vi styrer 164°, er det lige meget, på hvilken bov vi har modvind. Det blæser omkring 8 m/s, men stiger i morgen eftermiddag til kuling, omkring 16 m/s. Så det er nu, der skal koges æg og laves øvrige forberedelser til forplejning med kold mad. Rugbrødene har vi bagt, smørret og pålægget er på plads i køleskabet, og der er slingregrej på komfuret, så vi skal nok få te til tiden.                                                BL 281544 B

 

Og stormen sused’ og gjord’ halløj

Vejrforudsigelser har det med somme tider at passe. I vores tilfælde kom der en stormende kuling, og den kom også som lovet fra sydøst til syd. Den kom bare 18 timer tidligere end varslet. Om tirsdagen kl. 21 blæste det op til en rigtig SeaDance. Farten gik ned, efterhånden som vinden gik op. Det var hårdt at opholde sig på den åbne bro, så udkig blev også udført på AIS og radar. Det virkede, som om alle andre var blevet i havn i det vejr, og det kan man ikke fortænke dem i.

Skibet gik ikke alene op og ned, det krængede også til styrbord og bagbord i en koreografi, det var umuligt at aflæse. Lå man i sin køje, blev man lige pludseligt løftet op i luften og flyttet en halv meter til den ene side, for så et minut senere at være tilbage i udgangsstillingen. Jeg prøvede at forestille mig, at det var lige som en gratis rutsjebanetur; men forskellen er altså, at en rutsjebanetur ikke varer en hel frivagt!  Når man var tilbage på vagten, følte man sig nøjagtig lige så udhvilet som en triatlet efter en jernmand.

Således blev vi mørbanket af en stormende kuling i ca. 12 timer, hvorefter vi kun blev banket af vind på 8 til 10 m/s, så det var en behagelig ændring. Midt på eftermiddagen om onsdagen fik vi landkending, og først på aftenen gled ind vi på roligt vand i den norske skærgård. Det var noget af en omvæltning at komme fra 8 til 15 m/s vind ved 1° C omgivet af Svalbards spidse, forrevne, golde fjelde til den vestnorske fjord med 10° C, vind på 3 m/s og milde, runde fjelde med birketræer, og så var der oven i købet solnedgang!  Efter 540 sømil i træk på Barentshavet sætter man virkelig pris på et roligt, fladt vand med en god ankerbund og dagtemperaturer over 20° C, der tillader både en fyraftensbajer og 8 timers uafbrudt søvn.                                                         BL 301905 B

Fra stormsus til badstue

Tors-og fredagen gik med forskelligt skibsarbejde. Tomas var oppe i masten for at fæstne en wire, der havde løsnet sig under stormen, og udbedre de skader, den havde forårsaget. Et toilet blev skilt, renset og samlet igen, og der blev gjort rent ind- og udvendigt, så vi igen kunne være SkyDancer bekendt.

Fredag opgjorde vi skibets beholdning af alkoholiske drikke, så vi kunne give eventuelle besøgende toldere et fornuftigt svar på tiltale, og om aftenen var der familiehygge i salonen. Tomas og jeg sad og så en opbyggelig DVD om fiskeri fra småbåde, da vi så et refleksbeklædt ben svinge sig ind over styrbords side. Det var ikke, fordi vi frygtede besøg af toldere, for vores samvittighed var lige så ren som resten af skibet, men vores nysgerrighed var vakt.

Det viste sig ikke at være toldere, men en lokal fisker Leif og hans indtagende hustru Gunn, der ville aflægge os et besøg. De blev bænket og beskænket i salonen, og vi fik ud over nyttig viden om farvandet og fiskemulighederne også en frokostinvitation med badstuebesøg til næste dag. Kort før middag satte vi båden i vandet og sejlede de to hundrede meter ind til kysten, hvor vi blev modtaget af Gunn og Leif. Det var lidt underligt efter en uge til søs atter at have fast grund under fødderne.

Efter en kop kaffe og en øl samt et par ganske velsmagende snapse af det kendte norske mærke HB (hvilket står for hjemmebrændt) til nogle lækre vafler med myseost, rømme eller jordbærsyltetøj på terrassen var badstuen i annekset klar, og vi tre danskere trådte ind i 62° C varm, tør luft. Efter et kvarters tid i disse hede omgivelser tog skibets to besætningsmedlemmer en dukkert i den 10° C varme fjord, hvilket var så forfriskende, at de gentog det, inden alle samledes til endnu en øl og HB på terrassen.

Huset viste sig at være Leifs barndomshjem og blev nu brugt som sommerhus. Den særegne beliggenhed på den vestlige side af Skogsfjorden gjorde det umuligt at køre dertil, da der på alle sider kun var strand eller birketræer. Den manglende vej betragtede Gunn og Leif som en fordel ved stedet, for så kom der ikke så mange gæster tilfældigvis forbi. Derfor havde Gunn og Leif, der til hverdag bor 80 kilometer borte i Tromsø, parkeret bilen i den østre side af fjorden og taget jollen til sommerhuset.

Det blev til en dejlig eftermiddag i sol, hyggeligt selskab og en skøn og stille natur, så vi var et par stykker, der tilbage på SkyDancer lige skulle fordøje oplevelsen af al den smukke natur og de gæstfrie nordmænd med en lille en på øjet.                                                                   BL 012105 B

 

Finale i Nordens Paris

Søndag formiddag forlod vi Skogsfjorden og sejlede i smukt sommervejr de 25 sømil til Tromsø, der kalder sig Nordens Paris. Her fandt vi en kajplads nærmest midt i byen, men også en udfordring: En forskel på høj- og lavvande på 2½ meter. Den udfordring fik vi også klaret, og da vi nu var nået til målet for min flybillet til hjemrejsen, afmønstrede jeg efter en oplevelsesrig og meget afvekslende tur omkring Spitsbergen, over Barentshavet og ind i norske fjorde, som jeg aldrig vil glemme, og som har givet mig lyst til mere sejlads i skonnerter som det gode skib SkyDancer.

 

*******  SLUT på Bent Lisdorf’s rejeseberetning, 20 august – 2. september 2012, Turforløb Svalbard til Tromsø *******